Landstræner Lino Cervar har skabt drama og stor uro hos kroaterne inden den afgørende duel mod Danmark.

På dagens kroatiske pressemøde leverede landstræner Lino Cervar noget af en bombe til den måbende presse.

- Jeg siger hermed op som landstræner. Jeg har lige fortalt spillerne det. Jeg gider ikke mere. Der er ingen af jer, der tror på mig eller mit projekt. Så kan det sgu være lige meget. Så vil jeg ikke brugere flere kræfter på det her, sagde Cervar og fortsatte:

- Jeg skulle have ført det her hold til tops til OL i 2012. Men ingen af jer har forståelse for, at vi først skal toppe om to år. Hele tiden er der kritik, og I skriver dårligt om mig. Jeg vil ikke finde mig i det. Derfor stopper jeg, når EM er slut for Kroatien, rasede Cervar.

De kroatiske spillere afviste at tale om Cervars opsigelse med forklaringen om, at de lige havde fået beskeden få minutter før pressemødet.

- Vi vidste slet ingenting om det her, sagde playmaker Duvnjak.

Sporten.dk har talt med kroatiske journalister, som fortæller, at der er rigtig dårlig stemning i den kroatiske lejr. De kroatiske spillere raser over Cervars måde at håndtere situationen på, ligesom ledere omkring holdet er i oprør.

Lino Cervar har været i spidsen for Ivano Balic og de andre verdensstjerner siden opturen begyndte i 2003 med sensationelt kroatisk VM-guld. Han er kendt som en meget karismatisk mand, der bruger størstedelen af håndboldkampene på at brokke sig og skælde ud på dommerne og de kroatiske spillere.