Så stod hun der igen. Omringet af journalister og med adskillige diktafoner i ansigtet.
For Sandra Toft stjal endnu en gang opmærksomheden med sin præstation mod Holland.
»Så er der flere julekugler,« grinede den danske målvogter, med henvisning til gaven hun får, hver gang hun bliver 'kampens spiller'. Mandag var det fjerde gang ved årets VM, og det bliver hun bestemt aldrig træt af.
»Nej. Man bliver træt af at være dårlig. Og man bliver træt af at tabe. Men man bliver aldrig træt af at vinde,« sagde Sandra Toft.

Hun roste sit forsvar for at stå godt. Uden dem ville hun være prisgivet, selvom hun også lavede flere store redninger i situationer, hvor hun var netop det.
»Det er en balancegang. De hjælper mig, så hjælper jeg dem. Det er bare sådan, det er at være på et hold,« sagde Sandra Toft efter sejren.
En af nøglerne til den store succes kan meget vel være det mentale overskud, hun har lige nu.
»Jeg har i hvert fald en masse selvtillid, og det plejer at være en fordel,« sagde Sandra Toft.
Efter kampen mod Norge var hun rasende. Både på banen, men også da hun efterfølgende mødte pressen. Det var der ikke nogen tvivl om. Mandag var billedet dog et andet.
»Nu er jeg glad. Jeg er træt, men jeg er glad. Jeg er stadigvæk en lille smule ærgerlig efter i går. Men vi lever i turneringen, og vi lever i forhold til den OL-kvalifikation. Det er det vigtigste,« sagde Sandra Toft, der da også var i sprudlende humør.
Og hun havde da også en del overskud til lige at levere et kækt svar til, om hun kan huske at have stået så stabilt og godt nogensinde.
»Hele min karriere! Ej, det kan jeg ikke. Jeg flyttede til Frankrig i håb om at blive en bedre målmand, udtalte jeg. Jeg ville presse mig selv. Jeg er bare glad for, at det skifte har båret frugt,« sagde Sandra Toft, der i sommer skiftede til franske Brest-Bretagne.
Efter fire titler som 'kampens spiller' og ligeså mange julekugler ved årets VM har hun mulighed for at nappe en femte personlig titel onsdag. Her venter Serbien i en afgørende kamp for det danske landshold. Et mandskab, som Klavs Bruun Jørgensens tropper tabte til ved EM i Nantes sidste år.
»Der er en lille revanche der. Det betyder ikke så meget. Vi skal vinde. Sådan er det,« slog Sandra Toft fast.