Mens Tove fra kontoret passer hendes seks måneder gamle datter, er Julie Loop blevet kastet ud i en historisk redningsmission.
I 41 år har hæderkronede KIF Kolding været en del af landets bedste håndboldrække. Men i øjeblikket er der lang vej til klubbens rekordmange mesterskaber (14, red.) og pokaltitler (otte, red.)
Håndboldklubben har retning mod den næstbedste række efter en kaotisk sæson, der kan ende med nedrykning lørdag, hvis ikke resultaterne flasker sig.
For knap to uger siden fyrede man for anden gang i sæsonen træneren, da Sebastian Seifert blev kylet ud.

Og så pegede pilen i en retning, få havde set komme. Især ikke hovedpersonen. For Julie Loop, der normalt er leder af Koldings akademi, gik rundt på barsel med sin seks måneder gamle baby.
Men så kom opkaldet fra ledelsen.
»Min første tanke var, at det er jo ikke mig, der skal stå der. Det var ikke et ønskeopkald,« griner hun i et interview med B.T.
Men i tvivl var hun måske alligevel ikke, efter traditionsklubben igen var uden træner efter et smertefuldt nederlag til Skjern. Hun så lidelsen i spillernes ansigter, og da hun fandt ud af, at flere spillere havde peget på hende, var der ingen anden vej.
For hende er det unikke fællesskab i Kolding også årsag til, at hun vil hjælpe.
Gennem mere end 60 år har Tove Hadberg været en del af KIF Kolding, og hun var med til at få Loops barselspuslespil til at gå op.
»Jeg har en mand, der træder meget til. Men når jeg er på arbejde, kommer Tove fra kontoret hjem til os og passer min datter. Det er det, fællesskabet kan. Og derfor er jeg gået ind i det. På grund af menneskerne. Der er ikke noget prestige i det for mig. Jeg vil bare gerne bidrage,« siger hun.
Med sit ja tak til at redde klubben er Loop også historisk som den første kvinde i spidsen for et herrehold i den bedste danske række.

»Det er sjovt nok, men det er det mindst vigtige lige nu. Det handler om, at jeg kan bidrage med mine evner. Der er da flere, der lægger mærke til det, fordi jeg jo stikker ud qua mit køn.«
»Jeg mærker det ikke selv, men jeg har oplevet ting tidligere, men det er ikke noget, folk gør af ond mening. Det er, fordi det er så atypisk, jeg står der. Jeg er da blevet forvekslet med en fysioterapeut før,« griner hun.
Lørdag kan Kolding undgå direkte nedrykning, hvis man slår Sønderjyske hjemme, mens Grindsted ikke må få point mod BSH. Skulle det lykkes, er man dog ikke sikker på at blive oppe, da man så skal ud i et nedrykningsspil.
Men kort fortalt kan det hele været slut i landets bedste række lørdag. Julie Loop mærker den ekstreme opmærksomhed omkring situationen fra medier, fans og de mange mennesker, der har skrevet hil hende.
»Jeg kan godt mærke, at folk i byen vil have, det lykkes. Kolding har en fantastisk historie, så selvfølgelig skal de være i den bedste række. Jeg tænkte meget på det, inden jeg kom i gang, men jeg prøver at lade være, for så ender jeg med at tænke ‘hvad fanden har du gang i?,’ griner hun og slutter:
»Der er virkelig meget på spil, men jeg tror, spillerne kan mærke, vi har rykket os meget. Vi er på hjemmebane, og Sydbank Arena skal nok komme op at koge. Og jeg kan ikke sige andet end, at vi vil gøre alt, vi kan.«

