25-årige Michael Damgaard nyder sin jokerrolle på landsholdet, hvor han med sit vilde hug er trådt til som offensiv brandslukker

På kun 15 minutters effektiv spilletid i den flotte danske sejr over Spanien afsluttede han 12 gange og scorede seks gange. Den kendsgerning fortæller meget godt historien om den danske venstre back Michael Damgaard, der har udviklet sig som et stærkt offensiv es for landstræner Gudmundur Gudmundsson under EM-slutrunden i Polen.

For Damgaard er ukuelig i sine afslutninger. Han bliver ved og ved, når han afløser Mikkel Hansen. Selvom han brænder, scorer han nok næste gang, tænker han. Derfor kan han også godt finde på et sende en underhåndsafslutning af sted fra 14 meter. Og score på en af verdens bedste målmænd Arpad Sterbik.

»Jeg tror på, at jeg hviler meget i mig selv. Jeg kan også godt nyde en dag i mit eget selskab. Men jeg ved også, at det til tider kan se ret hektisk ud. Jeg har fået mange rap over nallerne af mine trænere, fordi jeg har skudt for meget og taget nogle dumme beslutninger. Men sådan har jeg altid været. Jeg går ikke ned psykisk over en dårlig håndboldkamp, og hvis jeg gør, handler det ikke om, hvor dybt jeg falder, men om hvor hurtigt jeg rejser mig. Og det er jeg heldigvis rigtig god til,« siger Damgaard, der ellers har haft et mareridtsår med mange skader. I marts brækkede han sit venstre håndled, i november fik han en virus på balancenerven, og inden EM var han stærkt tvivlsom efter en kraftig forstuvning af sin fod.

Ulykkesfugl

Det brækkede håndled volder stadig så store problemer, at han ikke kan tage en armbøjning på den. Alligevel har han skudt sig EM-varm.

»Jeg er lidt en ulykkesfugl til tider, men jeg husker på, hvor heldig og privilegeret jeg er over at stå til en slutrunde. Tænker jeg tilbage på 18. marts, hvor skaden skete, havde jeg ikke forestillet mig at stå her. Det minder jeg mig selv om hele tiden. Det gør også, at jeg kan bygge lidt på. ’Husk nu lige på, hvor du er’. Selvom du brænder et skud, er det, fordi du spiller mod de bedste. Spiller du ikke en hel kamp, er det, fordi de bedste er foran dig. Det skal man huske på vejen op.«