Danmark er sikkert videre til mellemrunden.

Her har man undervejs besejret upåagtede Chile, hvis deltagelse har skabt en del debat - en debat, B.T.s håndboldkommentator er træt af. 

Og så er der ros til røvhullerne og en lille bekymring om især to danske spillere. 

Læs hele dommen her:

I kan bare kalde det for det ledige standpunkt, men jeg er ved at få nok af en diskussion, der kører under dette VM. Som altid fristes man at sige. Jeg gider ikke at høre mere på det.

For det er ingen hemmelighed, at der har været storsejre og kampe, hvor hold som Chile, Grønland, Congo og mange andre har fået tæsk. 

Alle eksperter skriger på, at det er forkert, at vi har de mindre lande med, fordi det skader det sportslige produkt. 

Og ja, det kan da godt være, men jeg er ret vild med, at de små nationer får lov at prøve kræfter med de bedste hold i verden. Se det som en investering.

Håndbold er ikke fodbold og har ikke samme appel i hele verden - derfor synes jeg, det er blandt andet Danmarks ansvar som en af de førende håndboldnationer at spille mod de her hold. 

Tag eksempelvis Chile. Jeg så kampen mod Serbien, hvor de igen tabte - men deres målmand Madeleine  Fuenzalida blev kampens spiller, og så gik de ellers helt amok, som havde de vundet VM. Det var skønt at se! Det betød så meget. 

Eller hvad med Grønland, hvor anfører Ivaana Holm har lånt langt over 20.000 kroner i banken for at have familien med, når hun spiller VM? Det betyder ALT for dem. 

Og hvis man vil bruge så mange penge fra egen lomme på at tage til Stavanger, så synes jeg, det ville være hjerteløst at ville forhindre lande som Grønland i at være med. 

Så eksperter: Slap lige af!

Endelig skete det! Så var I der. Røvhullerne. 

Ah, det er selvfølgelig sat på spidsen, men hvor var det tiltrængt og fedt at se publikum i Boxen i Herning give den gas fra første fløjt. 

I Rumæniens første angreb startede pibekoncerten, der var ingen tøven eller slinger i valsen som i de forgående kampe. Og Danmark åd energien og kom blæsende fra start. 

Jeg har været efter jer håndboldfans, men her skal I have ros. 

Bliv ved med det.

Det kører på skinner for Danmark. Alle har været i aktion, maksimunpoint med til mellemrunden og en klar vej banet til kvartfinalen. 

Flere spillere strålede mod Rumænien, og landstræner Jesper Jensen kan kun være godt tilfreds. Der er dog to profiler, jeg gerne vil se meget mere fra, end vi har gjort hidtil. 

Den ene er Line Haugsted. En fænomenal håndboldspiller, som jeg ikke føler har sat det aftryk, hun er i stand til. Defensivt så det bedre ud mod rumænerne, det vil jeg gerne medgive, men det bliver stadig lidt hektisk og fejlfyldt. 

Og så er der Anne Mette Hansen, der på sin vis spiller en okay landskamp mod Rumænien. Hun er et af mange våben, Jesper Jensen har på holdet - men hvor jeg drømmer om at se en hel landskamp fra start til slut, hvor det glider for hende. 

Ak, ja, det er småting, nu gælder det Japan torsdag. 

Det kan kun blive til endnu en sejr.