Det er slut med knockout-kampe ved VM.

I hvert fald ved det VM, der begynder torsdag aften, der spilles på dansk og tysk grund. Det internationale håndboldforbund, IHF, har genindført en gammel turneringsstruktur.

Ved VM går holdene nemlig videre til mellemrunden, som man vanligt kender det fra EM-slutrunder.

Og det er en beslutning, der ærgrer den tidligere landsholdsspiller Joachim Boldsen.

Landsholdet i herrehåndbold blev fejret og tiljublet på Københavns Rådhus efter hjemkomsten fra EM i Norge i 2008, hvor det blev til guld. Op i mod 25.000 fans var mødt op på Rådhuspladsen for at hylde deres helte. Her er det Michael Knudsen (tv) og Joachim Boldsen (th.), der fejrer guldet.
Landsholdet i herrehåndbold blev fejret og tiljublet på Københavns Rådhus efter hjemkomsten fra EM i Norge i 2008, hvor det blev til guld. Op i mod 25.000 fans var mødt op på Rådhuspladsen for at hylde deres helte. Her er det Michael Knudsen (tv) og Joachim Boldsen (th.), der fejrer guldet. Foto: Rune Evensen
Vis mere

»Det positive er selvfølgelig, at hvert hold får flere chancer undervejs i turneringen, såfremt man har brug for det,« siger Joachim Boldsen til B.T. Sport, som hurtigt bevæger sig over til de negative sider af beslutningen.

»Der er jo bare et eller andet ved knald eller fald-kampe. De er fantastiske og spændende - lidt ligesom en god roman. Derudover sælger kampene også rigtig mange billetter og trækker folk til skærmen, fordi det er alt eller intet for holdene,« fortæller Joachim Boldsen.

Mellemrundekampe ved et VM så man sidst i 2011 ved VM i Brasilien for kvinderne.

Fra 2013 til og med 2017 måtte nationerne ud i knockout-kampe. Det var eksempelvis i ottendedelsfinalen, at Danmark røg ud til Ungarn ved VM for to år siden.

Joachim Boldsen er i dag kommentator hos Viasat.
Joachim Boldsen er i dag kommentator hos Viasat. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Joachim Boldsen er også af den overbevisning, at IHF's beslutning om at fjerne knockout-kampe er sket for at tilgodese de bedste hold.

»Det giver dem unægteligt flere livliner, hvis de har kikset på andre tidspunkter i turneringen,« siger Joachim Boldsen og tilføjer:

»Og i princippet kan vi jo stå i en situation, hvor et hold er klar til semifinalen efter én kamp i mellemrunden, hvis tingene flasker sig. Så står holdet tilbage med to, i princippet, ligegyldige kampe. Det ærgrer mig, og derfor er jeg også total tilhænger af knockout-kampe,« lyder det afslutningsvis fra Joachim Boldsen.

Hver nation skal spille fem kampe ved VM i det indledende gruppespil. De tre bedste fra hver gruppe går videre til den føromtalte mellemrunde, der dermed rummer seks hold i to mellemgrupper. De to bedste fra hver mellemgruppe går videre til semifinalerne. Danmark møder torsdag aften kl. 20.15 Chile, du kan følge den kamp her hos B.T.