Den tidligere danske landsholdsspiller Jesper Nøddesbo havde det hårdt i de første år, da han i 2007 skiftede KIF Kolding ud med mægtige FC Barcelona i Spanien. Her spillede den danske stregspiller de næste ti år.

»Det var de hårdeste år i mit liv, fordi det hele var så ekstremt ensomt. Jeg var lukket inde i min egen lille verden, hvor jeg ikke tillod mig selv at være ked af det. Sårbarheden hørte ingen steder hjemme i elitesporten – troede jeg. Det var min kamp og kun min kamp, og jeg tror faktisk ikke engang, jeg lukkede Rikke ind,« siger Jesper Nøddesbo i et interview med Vores Børn.

Efter ti år i Barcelona skiftede stregspilleren Jesper Nøddesbo livet i Spanien ud med Bjerringbro-Silkeborg.
Efter ti år i Barcelona skiftede stregspilleren Jesper Nøddesbo livet i Spanien ud med Bjerringbro-Silkeborg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det var i starten en meget hård periode, både mentalt og fysisk, fordi Jesper Nøddesbo ofte blev forbigået af træneren. Han gik fra at være en af de store håndboldprofiler i Danmark til pludselig bare at være endnu en spiller i FC Barcelona.

Den danske stregspiller fortæller, at han i starten kæmpede meget med det såkaldte ‘macho-billede’. Det gør han stadig i dag. Men det er blevet nemmere at tackle, efter han har opsøgt en sportspsykolog og ikke mindst er blevet far til to piger.

»Alt andet bliver ligegyldigt, når man bliver far. Alt! Mit eget selvbillede ændrede sig drastisk, da denne her lille skabning blev en del af vores familie. Jeg blev nu mere end nogensinde tvunget til at se indad. Jeg skulle jo tage ansvar for det her lille væsen. Hun havde kun os. Og hvis jeg skal tage ansvar for et andet menneske, så skal jeg også kunne tage ansvar for mig selv. Slut med navlepilleri og med at have ondt af sig selv,« siger Jesper Nøddesbo til Vores Børn.

Efter 10 år i den spanske storklub er Jesper Nøddesbo vendt hjem til Danmark og sin nye klub Bjerringbro-Silkeborg. Han nåede at spille 143 kampe og score 295 mål for FC Barcelona.