Han var den eneste. 

Han kiggede til højre. Han kiggede til venstre i lokalet i Aarhus. 

Her kunne han se massevis af tidligere kvindelige landsholdsspillere. De var mødt op for at hylde en af dansk håndbolds allerstørste navne. 

Men han var alene. 

Året er 2014, herrelandstræner Ulrik Wilbek holder afskedsreception i Aarhus. Livet som træner er slut, men ingen af herrelandsholdsspillerne er mødt op. 

På nær Jesper Jensen. 

»Mit og Ulriks forhold var nok et, der sluttede lidt halvknast. Men jeg synes, han fortjente respekten. Jeg synes, han fortjente at blive anerkendt. Jeg synes faktisk, det var … skuffende,« siger Jensen.

For ham handlede det om én ting. 

Ulrik Wilbek omringet af kvindelige landsholdsspillere ved sin afskedsreception i 2024. Kun én mand mødte op – Jesper Jensen. 
Ulrik Wilbek omringet af kvindelige landsholdsspillere ved sin afskedsreception i 2024. Kun én mand mødte op – Jesper Jensen.  Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Vis mere

Én ting, der er alfa og omega for ham – også videre i den trænergerning, der nu har bragt ham i spidsen for det danske kvindelandshold: Nemlig respekt.

»Det endte med at hype mig, så jeg fik jo meget ud af, at jeg var den eneste, der kom. Man kan være enig eller uenig. Men respekt er et af de ord, man skal have for øje i den her verden.«

»Jeg hørte en podcast med Margrethe Vestager, der altid havde en fuckfinger i gips stående imod sig på sit skrivebord. Den var altid vendt mod hende, for lige meget hvad hun gjorde, var der altid nogen, der var utilfredse. Sådan er det at være leder. Og sådan var det også for Ulrik.«

»Som minimum fortjener man at få respekt. Og det ville jeg gerne vise ham den dag. At jeg så var den eneste, var lidt skuffende for mit eget køn. Der stod en masse kvindelandsholdsspillere, der havde haft lige så mange kampe med ham, som vi havde. De viste ham jo respekt.«

Jensen og Wilbek så langt fra altid ens på tingene. 
Jensen og Wilbek så langt fra altid ens på tingene.  Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvorfor var det sådan?

»Vi er større egoister. Mænd er mere egoister. Kvinder er mere ‘det bør vi gøre, så det gør vi’.«

Respekt er essentielt for dig? Overfor dine spillere også?

»Ja, det fortjener de. Jeg er eksempelvis ikke altid enige med journalister, men jeg synes, man fortjener respekt for det, man laver. Hvis respekten ikke bliver gengældt over tid, mister man det selvfølgelig også, men jeg forventer, I har respekt for mit arbejde, og så må I også forvente, at jeg har respekt for jeres arbejde.«

»Ville det være bedre for mig ikke at sidde her med dig klokken 10 en tirsdag i november? Ja, det ville det nok. Men det vil jeg ikke være bekendt. Det er ikke i orden. Hvis folk gør et seriøst stykke arbejde, fortjener det respekt.«

Selvom Jensen mødte op den dag for at vise respekt til Ulrik Wilbek, var de to kommet på kant med hinanden som træner og spiller. 

Under VM i 2009 i Kroatien ytrede Jensen sig i medierne omkring sin manglende forståelse for den minimale spilletid, han fik. 

»Jeg er ikke den, der gør højst, men jeg er en alfahan alligevel. Jeg var også svær at håndtere. Det har jeg tit sagt til mine spillere. Der er ingen af dem, der når mig til sokkeholderne omkring, hvor umulig man kan være. Så de har lang snor,« griner han.

Det var ved VM i 2009 i Kroatien, at Jesper Jensen var sur over manglende spilletid. 
Det var ved VM i 2009 i Kroatien, at Jesper Jensen var sur over manglende spilletid.  Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvorfor var du det?

»Jeg var nok svær at håndtere, fordi jeg havde en holdning til tingene. Jeg føler altid, jeg bakkede min træner op. Jeg føler altid, jeg har gjort alt, hvad jeg kunne i holdets tjeneste.« 

»Jeg synes, det er meget få gange, jeg har været præget af mine individuelle valg. Jeg har også taget nogle kollektive tæsk en gang imellem, fordi jeg har stået talt ledelsens sag over for en spillertrup, fordi jeg var anfører. Nogle gange har jeg været den lidt kedelige moralske vogter. Det er jeg glad for, men jeg har også været den, der har udfordret en træners taktikoplæg, hvis jeg synes, det var forkert.«

»Dengang var jeg ung og naiv og troede, det var det bedste for holdet. Jeg tror, det har været hårdt som træner, at der er stået en eller anden med 10.000 ideer. Jeg har følt, det var en opbakning dengang, men jeg kan godt se i bagklogskabens lys, at jeg har også været en mundfuld på et håndboldfagligt plan.«

Men er det ikke fair nok?

»Jo, men man skal heller ikke underminere sin leder. Det er jeg kommet til at gøre ubevidst, tror jeg.«

Nu er du selv træner, vil du gerne udfordres af dine spillere på den måde?
»Det får de tit ros for. Når de stiller krav, når de kommer med input eller udfordrer mig.« 

»Mit eneste krav er, at jeg er sikker på, det er i kollektivets bedste – at det ikke er en individuel ting. Det oplever man også, at spillere kommer med en kollektiv besked, men det er udelukkende for at gavne sig selv. Det er det, der pisser mig mest af.«

Dette var tredje og sidste del af et større interview med Jesper Jensen.