Et nyt stort job, drømme, høje forventninger. Og en ordentlig portion uvished, der kaster alt hvad der hedder planer op i luften.
Det er lige nu virkeligheden for Jesper Jensen. Han er ny landstræner for damelandsholdet i håndbold, men intet er, som det plejer. Hverken for ham eller resten af verden.
»Det er underligt. Jeg ville bare gerne have været i gang. Isoleret set for os som landshold er det ‘heldigt’, at alle andre er ramt på samme måde. Nogen endda endnu hårdere, og når det er sådan, er det på lige vilkår. Det må stadig være det bedste, der kommer ud på den anden side.«
Sådan fortæller Jesper Jensen, der i marts overtog landsholdstøjlerne fra Klavs Bruun Jørgensen, til B.T. om oplevelsen med at starte i et landstrænerjob midt i en coronakrise.
En tid fyldt med restriktioner, mange spørgsmål, og hvor alt kan ændre sig hele tiden.
Han har haft en enkelt samling med holdet tilbage i juli, og det var han lykkelig over. Alle i Dansk Håndbold Forbund, DHF, og Team Danmark gjorde en indsats for, at det kunne lykkes. For ham var det også rart at få fingrene i harpiksen og fat i håndbolden igen.
Og selv om han godt er klar over, det er en hård situation, verden står i, lægger han ikke skjul på, det havde været rart med en nemmere start.
»Ja, selvfølgelig. Det er jo nærmest angstprovokerende. Når jeg siger det, lever jeg fint i det. Men jeg ved, hvis der er EM på hjemmebane i Danmark, hvilket pres der kommer fra omverdenen. Lige nu kigger vi ind i, at vi når at få måske 10 træninger inden åbningskampen som landshold med en ny landstræner. Det er jo håbløst. Vi kan endda risikere, at sådan en som Kathrine Heindahl ikke kan komme hjem fra Rusland, der kan være rejserestriktioner, som gør, at man ikke kan komme ind og ud. Det er en vanvittig situation,« siger Jesper Jensen.
Han har selv været forskellige faser igennem. Som træner for Team Esbjerg blev han hjemsendt, og fire ud af fem dage om ugen var han hjemsendt fra DHF.
Det var på lønkompensation, hvilket betød, at han kun måtte kontakte spillere for at høre, hvordan det gik. Ingen håndboldsnak overhovedet.
For i klubberne var de 'panisk angste' for at miste kompensationen, og i landsholdsregi måtte han også kun tale med sin assistent, Lars Jørgensen, en dag om ugen. En helt anderledes hverdag end den, han er vant til.
»De første 14 dage var fine og super hyggelige. Man fik slået sin græsplæne og bygget en terrasse, men da udsigterne blev mørkere og mørkere, var det ikke sjovt længere. Der forsøgte man at vende alle brikker for at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre. Man fandt ret hurtigt en form for magtesløshed. Jeg har været igennem forskellige faser, og det gør, at nu synes jeg, jeg er god til at være i det,« siger Jesper Jensen.
Tankerne gik meget på, om EM i Herning i december bliver til noget. Bliver det uden tilskuere? Eller et helt andet sted? Kommer klubberne til at spille Champions League? Beslutninger, der er ude af Jesper Jensens hænder, og her har han lært at tage tingene, som de kommer.
»Det var svært lige i starten. Man havde lyst til at gøre noget. Kan man ikke ringe til nogen og spørge, om vi kan få lov til det? Man løb med panden mod muren, og til sidst fandt man ud af, det er så stort et problem på verdensplan, at de ikke kan gå og tage hensyn til en lille sportsverden og nicheting. Så på den måde har jeg lært at være mere i det,« siger landstræneren.
Lige nu arbejder han hårdt på, at EM finder sted. Ikke fordi han eller DHF har fået indikationer på noget, men fordi de vil være forberedte. Uanset slutscenariet.
Og for ham kommer det til at handle om at prioritere i forberedelsen. Alle planer er blevet kastet op i luften.
Det har været nødvendigt at tænke i alternativer, men Jesper Jensen håber også, der kan komme noget positivt ud af at skulle tænke ud af boksen frem for bare at 'sætte sig i et hjørne og græde'.
De skal finde den 'bedste af de dårlige løsninger', for det er i kriser, man lærer mest.
Alligevel er han ikke i tvivl om, hvilket ord han ville vælge om nogle år, når han skal se tilbage på sin første tid som landstræner.
»Skørt. Det har været helt håbløst. Det er ikke de nemmeste arbejdsbetingelser, men det er også spændende. At være håndboldspiller og håndboldtræner har været nogenlunde inden for samme skabelon i hele Danmark i 30 år. For første gang skal vi på usikker grund. Så må vi se, hvem der kan finde ud af at manøvrere rundt i det, og hvem der falder gennem isen. Sådan er det også på landsholdsniveau. Holland ved, hvad de skal. De er verdensmestre. Vi har fået ny træner og har måske også mistet et par spillere, så vi er måske lidt mere pressede, end de er. Forhåbentlig har vi været dygtigere til at bruge coronatiden, end de har. Så må vi se, om vi kan indhente lidt der.«
