Søndag var det slut. Langt om længe.

Slut med flere måneders spekulationer. For her blev det offentligt kendt, at landstræneren for kvindelandsholdet i håndbold også hedder Jesper Jensen frem til 2026.

Samtidig er det et farvel fra 2024 til jobbet i Team Esbjerg, som Jensen har varetaget samtidigt med landstrænergerningen.

Og det gør ondt på Jensen, der har været enig med DHF den seneste måned, mens han ventede på, at assistenttræner Lars Jørgensen og team manager Christina Roslyng fik deres forlængelser på plads.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det har ikke været svært at fortsætte med DHF – men jeg har et andet job også, jeg er mega glad for. Det har været ekstremt svært. Det går stadig ondt i maven, selvom jeg er glad for at have forlænget med DHF,« siger han til B.T. og fortsætter:

»For mig har det en anden del også. Mit hjerte bløder også. For jeg kan virkelig godt lide at være i den gruppe, der er i Esbjerg. Jeg smiler kæmpe stort med det ene øje og græder med det andet,« lyder det fra Jensen.

For ham var det umuligt at gå direkte fra Esbjerg til landsholdet på fuldtid. Derfor endte det med en løsning, hvor han fortsætter i dobbeltjobberiet frem til 2024.

»Det kunne ikke være en brat afslutning. Jeg har personligt alt for mange følelser i klemme i Esbjerg. Menneskerne, jeg arbejder med til daglig, som jeg har skændtes med, grint med og grædt med … der er bare en enorm stærk relation.«

»Jeg har været der i syv år, når jeg stopper. Vi har i fællesskab opbygget et hold og en kultur, som jeg er enormt stolt af. De mennesker, der har hjulpet med det, betyder utrolig meget for mig. Det er stadig hårdt at snakke om,« lyder det ærligt fra Jensen.

Mandag mødte han ind i landsholdslejren med sine spillere for første gang siden EM-finalen i november. Forude venter Golden League, der afvikles i Holland.