»Det er denne her lortesituation, vi havde håbet på ikke at skulle stå i.«

Jesper Jensen er kontant i sin udmelding. 

Han lægger ikke skjul på, at han er træt af særligt én ting, efter det ikke lykkedes for Team Esbjerg at spille sig i Champions League-finalen. 

I stedet venter der en bronzekamp mod Györ søndag, og det har sat træneren i et dilemma. 

For når Esbjerg-spillerne sætter sig på flyet hjem efter Final 4, er sæsonen ikke slut for det danske tophold, der stadig mangler en uhyre vigtig opgave.

»Det er meget mere vigtigt for os at vinde DM-finalen på torsdag end at vinde bronze.
Vil vi have bronze? Det vil vi rigtig gerne. Skal det være på bekostning af på torsdag? Nej, så vi er nødt til at være fornuftige og se, hvordan vi spænder af. Det er ude af vores hænder desværre. Det er en lortesituation, man har bragt os i, fordi vi skal spille DM-finalerne rundt om Champions League.«

Team Esbjerg vandt den første finale over Odense Håndbold med 27-26. Det betyder, at de torsdag kan nøjes med uafgjort for at kunne kalde sig mestre.

Det betyder også, at er der nogle af spillerne, der døjer med lidt småting inden søndagens kamp, bliver de ikke presset. 

Team Esbjerg smed sejren i de sidste minutter i semifinalen mod FTC.
Team Esbjerg smed sejren i de sidste minutter i semifinalen mod FTC. Foto: Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det havde vi selvfølgelig gjort i en Champions League-finale, det havde været det værd for os. Derfor vil vi rigtig gerne vinde bronze, for det er surt at tage hjem og tabe både semifinalen og bronzekampen, men det skal heller ikke koste, så vi er ti procent dårligere torsdag,« lyder det fra Jesper Jensen.

»Det var den værste situation, vi kunne stå i, for jeg synes jo at spille sig i top fire og spille om at blive den tredje bedste i verden fortjener fuld opmærksomhed, men kan vi give den det? Nej,« siger han. 

Kampen mellem Team Esbjerg og Györ bliver spillet klokken 15.15 søndag. 

Efterfølgende mødes ungarske FTC og Vipers Kristiansand i finalen.