Han var rasende og rejste sig ude på sidelinjen flere gange. Jesper Jensen var bestemt ikke tilfreds med flere af dommerkendelserne under kampen mod Sverige.
»Hold kæft, det er svært at kommentere på. Det er ikke niveau jo,« sagde Jesper Jensen efter kampen, mens han nærmest stadig rystede på hovedet.
Og det var ikke kun ham, der var utilfreds. Mange gange kunne man høre assistenttræner Lars Jørgensen brøle, og det samme gjorde Trine Østergaard og adskillige af de andre spillere. 'To minutter mand!' lød nogle af råbene under de danske angreb, når svenskerne gik til den. For der manglede i den grad en linje.
»Spillerne er dybt frustrerede, og jeg kan godt forstå dem. Det er ikke engang os som trænere, der er mest frustrerede i det her. Det ene tidspunkt giver de til højre og venstre, i øst og i vest, det næste gør de ikke,« sagde Jesper Jensen efter sejren på 24-22.

»Jeg har snakket med mange af trænerne, og det er samme oplevelse, alle har. I de kampe vi har haft indtil nu, har det været fornuftigt. Men det er den svageste dommerpræstation, vi har oplevet,« sagde Jesper Jensen.
Han fortalte generelt om kampen, at danskerne i anden halvleg havde svært ved at finde rytmen. Og så hjalp det heller ikke, at dommerne svingede så meget.
Det var med til at ødelægge netop den rytme, de ledte efter i den danske lejr, og den samme følelse havde Mette Tranborg.
»Jeg synes, det er svært at vide, hvor linjen er i forsvaret, når man kan få to minutter for bare at stå foran en angrebsspiller. Det skaber usikkerhed her og der, og det er irriterende, at dommerne har inflydelse på den måde,« sagde Mette Tranborg og fortsatte:
»Men vi må bare forsøge at fokusere på vores spil og så håbe, dommerne følger med i kvalitet.«
Store dele af anden halvleg fulgtes Danmark og Sverige ad, og det blev da også lige en tand for spændende, slog Jesper Jensen fast.
»Jeg når at blive nervøs. Jeg så allerede tegn på det med seks eller syv minutter igen. Det blev lidt noget rod, og vi fandt aldrig rytmen som i første halvleg. Da de kommer på 12-11, kan jeg godt se, skuldrene hæver sig lidt på spillerne, og vi bliver nervøse,« sagde Jesper Jensen, der dog til sidst kunne se sit mandskab vinde.
Og det betød meget - også på den mentale konto, slog Mette Tranborg fast. For det giver noget ekstra.
»Vi snakkede om i omklædningsrummet, at det faktisk er vigtigt for os at vinde en tæt kamp. Nu har vi haft to store sejre (mod Slovenien og Montenegro, red.) og så tabte vi en tæt kamp til Frankrig. Nu var det en tæt kamp, vi endte med at vinde,« jublede den danske landsholdsspiller.
Med sejren lever drømmen om en dansk semifinale. Det kræver 'blot', at Jesper Jensens mandskab vinder de næste to kampe i mellemrunden mod Spanien og Rusland.