Hvis du drømmer om en harmonisk og idyllisk jul, hvor du er fuldstændig i zen og fri for bekymringer – ja, så er det en dårlig idé at blive landstræner for håndboldkvinderne.
Her står og falder julehumøret nemlig med den årlige slutrunde.
Det er ganske simpelt en erhvervsrisiko.
Det måtte Jesper Jensen også sande, da han i december fik sin slutrundedebut ved EM på hjemmebane.
Her var han på vej mod en meget overraskende medalje, men i bronzekampen kollapsede Danmark mod Kroatien, og det efterlod et mudret indtryk af den danske præstation – og en lidt groggy landstræner.
»Den første uge hen over julen var helt vildt tung at komme igennem, hvor man bare tænkte: 'Nej, nej, nej – hvad var det? Det var da ganske, ganske forfærdeligt'. Der lå sådan en sky ned over det hele,« siger en ærlig Jesper Jensen, der dog – vanen tro – hurtigt formåede at finde de konstruktive briller frem:
»Men når jeg så kiggede tilbage på slutrunden som helhed, så kunne jeg godt se, at 'okay, det var måske ikke så ringe endda'. Så kigger man på, hvor langt vi egentlig er kommet siden marts sidste år (hvor han tiltrådte i jobbet, red.). Og så ser det altså rigtig godt ud. Det skal vi selvfølgelig også have mindet spillerne om,« lyder det fra landstræneren, som på mandag mødes med spillerne for første gang siden EM.
Men selvom det overordnede indtryk altså stadig er positivt, så undgår holdet ikke at skulle forholde sig til den pauvre indsats mod Kroatien. For det kom bag på Jesper Jensen, at holdet kunne falde sammen på den måde.
Han vil ikke bruge det som en undskyldning, men landstræneren tror, at en del af forklaringen på den danske deroute skal findes i omgivelsernes undervurdering af kroaterne.
»I er jo hurtige til at blive – det lyder så negativt, men er kærligt ment – jubelidioter: 'Nu hylder vi bare'. Det havde jo været fair at sige, at vi er 70-30 favoritter mod Kroatien. Men når nogle medier skriger det op til til 100-0, så sidder man jo ude i kaffepausen på sit arbejde og læser det i en avis eller hører det i fjernsynet, at kampen ikke kan tabes. Og så tænker folk 'wow, mand, det er bare et spørgsmål om, at vi skal have de bronzemedaljer overrakt'.«
»Det er vildt unuanceret, og det påvirker selvfølgelig også spillerne, at alle andre jo nærmest har hyldet dem på forhånd. Der må vi selvfølgelig som ledelse også tage vores del af ansvaret for, at vi måske ikke har fået snakket den mulighed igennem, der kunne opstå – hvad sker der nu, hvis Kroatien er bedre end det, medierne siger? Og der skal jeg jo så sandelig også tage min store del af ansvaret. For jeg havde ikke set det som nogen udfordring,« siger han og tilføjer:
»Men der har åbenbart siddet noget i spillerne, som jeg ikke har været bevidst omkring. Jeg ved ikke, om vi bliver nervøse for at tabe i stedet for at fokusere på at vinde. Men der kom pludselig et pres, som begyndte at tynge, og det havde jeg ikke set i nogen af de andre landskampe, vi havde spillet.«
Som en konsekvens af de problemer, der blev udstillet i Kroatien-kampen, kommer håndboldkvinderne til at arbejde med det mentale beredskab til denne samling.
Jesper Jensen håber på, at det kan være med til at rykke holdet i den rigtige retning.
»Vi kommer til at tage et mentalt tema op: 'Hvordan vinder vi de tætte kampe?'. Vi har indtil nu haft to temaer: 'Landsholdet skal være et godt sted at være' og 'Vi hylder forskelligheden hos hinanden'. Det har vi arbejdet rigtig meget med, og nu lægger vi så yderligere et tema på,« siger han.
Trods det markante udfald mod Kroatien pointerer Jesper Jensen dog, at EM har udløst langt flere plusser end minusser i landstrænerens bog.
Derfor er hans optimisme også intakt – og mere til.
»Overordnet set har vi flyttet os rigtig langt. Hvis vi tager Kroatien-kampen væk, så var syv ud af otte kampe rigtig fine. Selvfølgelig ville vi gerne have gjort det bedre i nogle situationer og spillet en bedre anden halvleg mod Norge i semifinalen. Men vi må også sige, at der var vi oppe mod et godt hold, som har den kynisme, som de bedste hold har. Den skal vi også have, men det er noget, man bygger op over mange år.«
»Og ja, vi hungrede efter den bronzemedalje og ville sindssygt gerne have haft den. Men den her læring, vi har fået ud af Kroatien-kampen, kan vi jo bruge til rigtig meget frem mod VM. Så selvom det gjorde ondt, så kan det vise sig at være enormt værdifuldt,« siger han.
