Jesper Jensen står foran sin trænerkarrieres Mount Everest, når han fra på fredag skal forsøge at føre kvindelandsholdet frem til et stort EM-resultat.
Det er den foreløbige kulmination på et par særdeles succesfulde år.
Her har han med Team Esbjerg – hvor han som bekendt arbejder sideløbende med landstrænerjobbet – vundet DM to gange og imponeret i Champions League.
Men han er kun 43 år og befinder sig stadig i den spæde start af sin trænerkarriere. Så hvad drømmer Jesper Jensen egentlig om på sigt?
At træne Gyør og gøre sig til den største af de største på kvindesiden?
Eller et comeback til herreverdenen? Måske som afløser for Nikolaj Jacobsen?
Hvad med et job som cheftræner i Skjern, hvor han er så kult, som den vestjyske mentalitet nu tillader det?
På landstrænerens kontor i hjemmet i det nordlige Esbjerg, hvor B.T. er på besøg, svarer han, at han ikke drømmer om noget og forsøger at være i nuet.
Og så undskylder han for klichéen.
»Men jeg mener det. Begge dele er interessante. Med herrespillerne er der kæmpe håndboldfaglige udfordringer, og de stiller jo langt, langt flere spørgsmål end kvinderne. Men der er mindst lige så mange udfordringer ved at træne kvinder. Der handler det bare også om nogle andre ting,« siger Jesper Jensen og fortsætter:
»På en eller anden måde taler det til mig at være blandt kvinder. Jeg får nogle ting foræret, som jeg ikke er så god til. Når jeg selv er så lukket og introvert, så er det nemt for mig, at de kommer, og jeg så spørger 'hvordan går det i dag?', og så enten smiler eller græder de.«
Ifølge landstræneren er det nemlig nemmere at gøre en forskel på det menneskelige plan som træner for et kvindehold.
»Jeg vil gå gennem ild og vand for de spillere, jeg arbejder med til daglig. Men det får jeg ikke lov til på samme måde som herretræner.«
»Du kan møde en herrespiller, hvor han kører sin egen kat over, som han elskede højt, og hans mor er i øvrigt lidt småsyg, og han har selv brækket fingeren, og der er flere ting galt. Så spørger man 'hvordan det går?', og så siger han 'det går fint, det går sgu fint'. 'Okay, men du har også spillet dårligt de sidste tre kampe, tror du ikke lige, vi skal…' 'NEJ! Det kan jeg godt selv klare.' Det er noget helt andet.«
»Var det sket for en kvinde, så ville hun komme med røde øjne og være helt færdig. Det er meget nemmere for mig at forholde mig til. Så kan jeg lægge en arm rundt om hende og sige 'okay, hvad gør vi? Kan jeg hjælpe dig med noget?'« forklarer Jesper Jensen.
Det er ellers nærliggende at tro, at den ærekære og ærgerrige træner gerne vil have oprejsning i herrehåndbolden på et tidspunkt.
Efter to årtier på den store håndboldscene er fyringen i Aalborg Håndbold i 2016 den eneste plet på cv'et.
Men det rumsterer altså ikke i hovedet på Jesper Jensen, fastslår han.
Alligevel lyder han dog til at have gjort sig en enkelt tanke eller to i den retning.
»Der var selvfølgelig en udfordring som herretræner i Aalborg, at jeg næsten var på alder med spillerne og havde spillet mod mange af dem. Hvis jeg en dag kommer tilbage til herreverdenen, så skal jeg ikke kæmpe så meget for min autoritet, for så er vi aldersmæssigt mere spredt,« siger han, før han understreger, at han lige nu ikke spekulerer på andet end Team Esbjerg og landsholdet.
»Jeg sidder tit og siger til min kone, at jeg er enormt privilegeret over at have det job, jeg har.«
Og det job sender altså Jesper Jensen ind til hans første slutrundekamp for Danmark, når kvindelandsholdet på fredag åbner EM mod Slovenien i Boxen i Herning.