Det er efterhånden 14 år siden, Danmarks kvindelige håndboldlandshold for første og eneste gang vandt de eftertragtede guldmedaljer. Men i dag døjer flere af ’de jernhårde ladies’ stadig med skader fra dengang.
Slutrunde efter slutrunde fornøjede ’de jernhårde ladies’ den danske befolkning i 90’erne. Først kom europamesterskabet i hus. Så blev de olympiske mestre, og i 1997 blev kronen på værket – VM-guldet – erobret.
Men medaljen har en bagside. Deltagerne på dansk seniorhåndbolds eneste VM-guldhold har betalt en høj pris for karrieren. Tre blev i en tidlig alder erklæret for ’håndboldinvalide’, syv andre løb ind i alvorlige skader, som de stadig i mere eller mindre grad er plaget af, mens kun seks slap uden alvorlige mén.
- Tallene er bekymrende, siger Team Danmark-direktør Michael Andersen og tilføjer:
- Men tiden dengang var anderledes, end den er i dag. Man er i klubberne blevet langt bedre til at lave skadesforebyggende træning. Desuden har spillerne lært, at det er vigtigt med selvtræning.
Han frygter dog, at finanskrisen kan få skadesfrekvensen tilbage på 90’er-niveau.
- Det sker, hvis klubberne sparer ’sundhedssektoren’ i form af de tilknyttede specialtrænere, læger, massører og fysioterapeuter væk, siger han.
Værst medtaget fra dengang i 1997, hvor VM-guldet blev snuppet med en suveræn sejr på 33-20 over Norge, er Anne Dorthe Tanderup.
- Som håndboldspiller var VM-slutrunden i Tyskland min største oplevelse. Jeg var anfører og for første gang én af de bærende spillere, siger Anne Dorthe Tanderup, der kort tid efter guldet var sikret, indstillede karrieren.
- Desværre har jeg haft mange skader. Især mit højre knæ er hårdt medtaget. Her er der hverken brusk eller menisk tilbage. Desuden sprængte jeg korsbåndet to gange. Alt dette betyder, at jeg hverken kan løbe eller deltage i boldlege med min drenge. Den eneste form for sport, jeg kan lave i dag, er cykling og styrketræning, siger Anne Dorthe Tanderup.
Helle Simonsen, der ved VM ’97 fik masser af spilletid, fordi Janne Kolling tidligt i turneringen pådrog sig en fibersprægning i låret, indstillede ligesom Anne Dorthe Tanderup karrieren som 25-årig.
- Kroppen kunne ikke længere holde til strabadserne. Inden beslutningen om stoppet blev taget, havde jeg et par sæsoner haft problemer med både skulder, ben og ryg. Desværre er de ikke forsvundet. Når jeg i dag overbelaster ryggen, kan jeg få ondt i både ben og lyske, fortæller hun.
Endnu værre gik det for Merete Møller. Hun kom aldrig i aktion i VM-finalen, fordi hun i semifinalen mod Rusland blev ankelskadet.
- Det er en ting, jeg ofte har ærgret mig over. Men det har gjort endnu mere ondt, at jeg to år efter blev tvunget til at stoppe med at spille håndbold, fordi mit knæ blev ødelagt, siger Merete Møller, der var 21 år, da håndboldkarrieren blev skiftet ud med en tilværelse som fysioterapeut-studerende.
Det kunne kroppen imidlertid heller ikke holde til, så siden er hun blevet uddannet cand.scient.san-uddannelse fra Aarhus Universitets institut for folkesundhed. Det skete med offentliggørelsen af en stor undersøgelse, hvor hun afdækkede risikoen for skader i elitehåndbold.
- Heldigvis har trænere i dag lært noget af de fejltagelser, der blev gjort, dengang jeg selv var aktiv. Men tingenes tilstand kan blive meget bedre. Jeg synes nemlig ikke, det er specielt opmuntrende, at over en femtedel af alle danske elitehåndboldspillere må melde afbud til træning eller kamp, fordi de har pådraget sig en skade, siger Merete Møller.
Fakta om de jernhårde ladies
16 kvindelige håndboldspillere var i 1997 med til at vinde VM-guld til Danmark. 10 spillere var gennem karrieren plaget af alvorlige skader, mens seks stort set gik fri:
De havde problemer: Anja Andersen (hjertet), Anne Dorthe Tanderup (knæet), Helle Simonsen (ryggen), Gitte Madsen (knæet), Merete Møller (knæet)Lone Mathiesen (knæet), Tina Bøttzau (skulderen), Maybritt Nielsen (benet), Karina Jespersen (knæet), Gitte Sunesen (knæet)
De undgik alvorlige skader:Lene Rantala, Susanne Munk Wilbek, Camilla Andersen, Anette Hoffmann, Janne Kolling, Tonje Kjærgaard
