Målmandstræner, assistenttræner og nu cheftræner.

Den tidligere landsholdsmålmand Lene Rantala stoppede karrieren i 2014 efter 17 år i den norske klub Larvik.

Siden sin pension fra håndboldbanen er hun blevet i klubben, hvor hun undervejs både har været målmands- og assistenttræner. Og nu følger endnu en trænertitel.

Lene Rantala er nemlig blevet ansat som midlertidig cheftræner i Larvik med øjeblikkelig virkning. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Lene Rantala spillede på det danske landshold fra 1991 til 2007.
Lene Rantala spillede på det danske landshold fra 1991 til 2007. LARS MØLLER

Den nu tidligere cheftræner i klubben, Geir Oustorp, meddelte til klubben tirsdag, at han ikke ønskede at fortsætte i trænerjobbet efter sommer, men at han dog ville fortsætte sæsonen ud. Alligevel valgte Larvik at opsige ham.

»Vi har i dag (tirsdag, red.) modtaget Geirs opsigelse. Klubben ønsker ikke at have en cheftræner, som har sagt op, og vi har derfor valgt at løse Geir fra sine opgaver med øjeblikkelig virkning,« siger Pål Albertsen, der er daglig leder i klubben, og bekræfter endvidere Lene Rantalas nye virke.

»At ting ikke altid bliver som ventet er en del af gamet, men på vegne af alle i Larvik Håndboldklub vil jeg gerne takke Geir Oustorp for samarbejdet og ønske ham alt held og lykke i fremtiden. Vi har bedt Lene Rantala om at overtage som konstitueret cheftræner.«

Ved siden af jobbet som cheftræner er Lene Rantala også assistenttræner for det hollandske kvindelandshold.

Sammen med Gitte Sunesen (tv.) og Susanne Munk Lauritsen (th.) var Lene Rantala en del af en gylden målmandstrio.
Sammen med Gitte Sunesen (tv.) og Susanne Munk Lauritsen (th.) var Lene Rantala en del af en gylden målmandstrio. PALLE HEDEMANN

Som spiller havde Lene Rantala selv en glorværdig karriere. 19 norske mesterskaber, 17 pokaltitler, et Champions League-trofæ og to Cup Winners Cup-titler vandt hun med Larvik.

På landsholdet var hun også med, da det danske kvindelandshold kickstartede håndboldeuforien tilbage i 1993, hvor ‘de jernhårde ladies' vandt sølv ved VM i Norge.

Efterfølgende var hun med til at vinde OL-guld i 1996 og 2000 og VM-guld i 1997. Samtidig er hun også den eneste danske håndboldspiller, der har vundet EM tre gange. Det gjorde hun i 1994, 1996 og 2002.

På landsholdet nåede Lene Rantala at optræde hele 226 gange for Danmark, hvilket rangerer hende på en tredjeplads over spillere med flest landskampe på cv'et.