Det er efterhånden 24 år siden, at hun takkede af på landsholdet med OL-guld om halsen efter finalen mod Ungarn i 2000. 

Men nu er den tidligere landsholdsstjerne Tina Bøttzau igen en del af kvindelandsholdet.

I denne uge er hun for første gang tjekket ind i landsholdslejren med en ny titel som team manager. En rolle, hun har overtaget fra sin gamle kollega Christina Roslyng, der takkede af i december. 

Det er ikke mange uger siden, at sportschef Morten Henriksen ringede til Bøttzau, der efter karrieren har arbejdet som skolelærer og har taget en Master i trivsel- og ressourcepsykologi. 

Team Manager Tina Bøttzau.
Team Manager Tina Bøttzau. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Jeg var ikke forberedt på det. Jeg vidste godt, de skulle finde en ny. Jeg havde talt med min veninde om, hvem det kunne blive fire dage, inden jeg selv fik opkaldet. Jeg blev oprigtigt overrasket,« siger hun til B.T. 

Hun er dog overbevist om, at hun kan tilbyde en masse til de danske landsholdsspillere. 

»Da jeg tog min Master, tænkte jeg med det samme, at jeg gerne ville tilbage til sporten.«

»For mig giver det god mening, at jeg kan få lov at trække på den erfaring, jeg har hele vejen rundt. Både som menneske og som spiller - for en del år siden godt nok, men følelserne omkring landsholdet forsvinder ikke.

Susanne Munk Wilbek og Tina Bøttzau (th) i 1996. 
Susanne Munk Wilbek og Tina Bøttzau (th) i 1996.  Liselotte Sabroe

»Jeg kan godt huske følelsen af at blive sat af til OL-finalen i 1996. Jeg ved, hvordan det er at være i en ekstrem situation som eliteatlet,« siger hun. 

Hun har fulgt med på sidelinjen, mens Jesper Jensen og Lars Jørgensen har været med til at genrejse det danske kvindelandshold, og det har lokket hende til. 

»Jeg har kunnet se en sammentømring af et fællesskab. Der har været en anden glød og glæde i øjnene, og det har været dybt inspirerende at se. Det var dér, jeg tænkte, at det kunne være spændende at arbejde med.«

Lige nu skal hun suge til sig og få afkodet, hvordan landsholdet ser ud anno 2024.

Tina Bøttzau nåede både at blive verdensmester i 1997 og at vinde OL-guld to gange. Første gang i 1996 og anden gang i Sydney i 2000. Finalen mod Ungarn var hendes sidste landskamp.
Tina Bøttzau nåede både at blive verdensmester i 1997 og at vinde OL-guld to gange. Første gang i 1996 og anden gang i Sydney i 2000. Finalen mod Ungarn var hendes sidste landskamp. Søren Bidstrup/Nf-Nf

»Det bliver jo noget andet. Jeg er ikke Christina Roslyng, jeg er Tina Bøttzau. Med den erfaring og det menneske, jeg er. Og det tager noget tid at skabe relationer, så det er min allerførste opgave,« siger hun. 

Og så skal hun lige vænne sig til, hvordan medielandskabet ser ud i forhold til 1990erne, hvor hun huserede på de danske håndboldbaner. 

»Jeg bliver overrasket mange gange i løbet af en dag, hvor tjekket det er. Hvis jeg tænker tilbage på pressemøder dengang, var det jo bare en træner, der sagde noget, og så skulle du sidde og vente i en time. Alt fungerer bare.«

»Det kan jeg godt mærke, at jeg lige skal finde rundt i. Jeg er jo simpelthen så gammel, at der kun var en tv-kanal og en avis at slå op i dengang. Det kræver nok en tilvænningsproces for mig med alle de medier, der er til rådighed i dag,« siger Bøttzau, der i dag er 52 år gammel.