En lamslået kødrand af danske håndboldfans tog sig til hovedet i chok, da Japan med et ekvilibristisk vip i sidste sekund leverede VM’s største sensation.

Cirka samme reaktion gik på rundtur i Japan, da landets håndboldfans vågnede op til nyheden om en fuldstændig uventet VM-sejr på 27-26 over de danske hjemmebanefavoritter i Herning.

Det forklarer den japanske håndboldekspert og journalist Rika Yahara til B.T.

»Der er jo en ret stor tidsforskel mellem Japan og Danmark, så mange her i Japan vågnede op til nyheden. Jeg og få andre hardcore fans troede på dem, men for de fleste er det en stor overraskelse. ‘Jeg kan simpelthen ikke tro det’, var ordene fra mange.«

Rika Yahara er håndboldekspert for japansk tv og dyrker selv strandhåndbold. Hun er også ultraløber og model.
Rika Yahara er håndboldekspert for japansk tv og dyrker selv strandhåndbold. Hun er også ultraløber og model. Foto: Instagram
Vis mere

Sammenlignet med Danmark er den asiatiske stormagt en håndboldmæssig lilleput, og flere af landets bedste spillere praktiserer deres idræt på hobbyplan.

»I forhold til Europa er håndbold slet ikke populært i Japan. Alle spillerne i de japanske ligaer spiller håndbold efter arbejde.«

Rika Yahara var dog selv optimistisk inden opgøret. Den uortodokse stil gør Japan vanskelig at spille imod, og nationen har under VM spillet helt lige op mod både Tyskland og Polen.

»Jeg havde forventet, at det ville blive en meget hård kamp, men jeg vidste godt, at Japan ville have en chance. Deres stil er anderledes end tidligere landshold, og de har spillet tætte opgør mod europæiske nationer, så vi havde troen på dem.«

Rika Yahara er håndboldekspert for japansk tv og dyrker selv strandhåndbold. Hun er også ultraløber og model.
Rika Yahara er håndboldekspert for japansk tv og dyrker selv strandhåndbold. Hun er også ultraløber og model. Foto: Instagram
Vis mere

Samtidig beskriver Rika Yahara, at det japanske landshold har en dyb, dyb forståelse for hinanden, da mange af spillerne har trænet sammen i årevis.

»Mange af spillerne har været elever under landstræner Shigeo Kusumoto på universitetet, og derfor har de en særlig forståelse for hans måde at spille på.«

Med sejren over Danmark er troen på mere succes vokset betragteligt i Japan, forklarer Rika Yahara.

»Jeg tror ikke, der er er tale om et mirakel her. Jeg er overbevist om, at de japanske kvinder – ligesom mændene – kommer til at kvalificere sig til OL.«