En lille uges tid. Det var, hvad Jan Pytlick brugte på at få sin fremtid endeligt på plads.
Et opkald betød, at han efter dialog mandag kunne præsenteres som ny træner for Sønderjyske.
Efter at have gået med en særligt bekymrende tanke, er han glad for at lande i det nye job. Først skal vi dog vende blikket mod den 15. juni 2020. En dag, han nok ikke glemmer lige foreløbigt.
»Det var en fantastisk dag i går at kunne få det offentliggjort. Det var jeg rigtig glad for. Og så blev min søn student oveni,« fortæller en glad Jan Pytlick om mandagens begivenheder.
Når man har gået som dametræner i mange år, er det et anderledes skifte.Jan Pytlick
En dag, hvor han ikke blot blev budt velkommen tilbage på den trænerbænk, han har været væk fra det seneste halve år. Der var også tale om en anden form for comeback.
For med underskriften med Sønderjyske vender han tilbage til herrehåndbolden, som han forlod for 22 år siden.
»Jeg har længe gået og tænkt, at jeg ville i gang med herrerne igen. Jeg har været glad for at være dametræner og haft mange gode oplevelser med det. Men jeg trængte til luftforandring efter mange år med det samme. Det er mange år siden, jeg sidst stod med et herrehold, men jeg har hele tiden tænkt, jeg ville tilbage,« siger 53-årige Jan Pytlick.
Han blev fyret fra Odense Håndbold i december 2019 efter resultater, der ikke levede op til forventningerne.

Med fyringen begyndte en længere pause væk fra håndbolden. Delvist ufrivillig i den forstand, at coronakrisen også ramte Danmark og dermed satte meget på standby. En lidt blandet situation.
»Det har været meget rart at tage et pusterum. Når det nu skete, har det været meget rart at kunne trække vejret, stoppe op og tænker over, hvad man vil. Er det håndbold eller noget helt andet? Men det er stadig håndbolden, jeg brænder for,« siger Jan Pytlick, der nåede at blive bekymret undervejs.
For han har – ud over en rygoperation – brugt det seneste halve år på blandt andet en bestemt tanke.
»Jeg har slappet af, men det har været en speciel tid, også når man går arbejdsløs og ser alting lukke ned. Der er blevet snakket rigtig meget om økonomi i håndbold. Jeg har tænkt 'puha, er der overhovedet et job?'. Det har været lidt stressende,« siger Jan Pytlick og fortsætter:
»Jeg har også haft tid til at reflektere over tingene og det, jeg har været igennem de sidste mange år. Jeg har fået brugt noget tid med familien, der i perioder også har været forsømt. Coronakrisen har været forfærdelig, men på det punkt har det været rart med et pusterum,« siger Jan Pytlick.
At hans valg er faldet på Sønderjyske har overrasket flere. Og det kan han egentlig godt forstå.
»Det er klart. Når man har gået som dametræner i mange år, er det et anderledes skifte. Jeg har prøvet det før, men det er også en omstilling, jeg skal igennem,« siger Jan Pytlick, der som kvindelandstræner blandt andet har vundet guld ved EM og OL. Et job, han beskriver som mere intenst. Der er fuld skrald på til et mesterskab, hvor han som klubtræner har mere tid.
Han kalder begge dele for spændende og fortæller, at det var klubben, den store opbakning i området og det faktum, at han kunne få lov at træne et herrehold, der gjorde, at han satte sin underskrift på kontrakten med den sønderjyske klub.

Jan Pytlicks første dag som Sønderjyske-træner hedder 1. juli. Indtil da skal han holde ferie med sin familie. Ferien bliver dog brugt på 'lektier', fordi han blandt andet skal læse op på herreligaen, og hvad der sker.
Pytlick lægger dog ikke skjul på, at han godt kunne se sig selv være landstræner igen en dag.
»Ja, det kunne jeg godt. Forhåbentlig er jeg mange år i det her med Sønderjyske. På et tidspunkt, hvis muligheden byder sig, vil jeg ikke afskrive, at landstræner kunne være en ting. Men det er ikke noget, jeg går og spekulerer i,« siger Jan Pytlick, der ser frem til at vende tilbage til det, der har ligget og ulmet i baghovedet de seneste mange år.
»Det er en dejlig følelse. Jeg glæder mig,« siger han.


