Jan Pytlick, der ellers havde indstillet trænerkarrieren, tager en tørn mere i spidsen for Saudi-Arabien.

Den mangeårige håndboldtræner Jan Pytlick er tiltrådt som landstræner for Saudi-Arabiens herrelandshold og har skrevet under på en etårig kontrakt.

Det skriver TV 2 Sport.

Han skal forberede holdet frem mod VM og stå i spidsen for holdet ved slutrunden.

- Jeg tænkte, at det kunne være sindssygt spændende og en stor udfordring at komme til en anden kultur og andre måder at gøre tingene på, siger Jan Pytlick til TV 2 Sport.

Han regnede ellers med at have indstillet karrieren, da han i november 2021 blev fyret i Sønderjyske.

Pytlick havde inden fyringen bebudet, at han ville indstille karrieren efter sæsonen.

Han takkede da også i første omgang nej, da han fik tilbuddet fra Saudi-Arabien, men sidstnævnte blev ved med at presse på, fortæller Pytlick.

- Det kriblede lidt i maven på mig, fordi det var så anderledes, end jeg var vant til. Havde det været et hold i et hvilket som helst europæisk land, tror jeg ikke, jeg havde sagt ja til det, siger Pytlick.

Han var træner for Danmarks kvindelandshold i perioden fra 1998 til 2006 og igen fra 2007 til 2014. Han førte holdet til OL-guld i 2000 og 2004 og EM-guld i 2002.

Efterfølgende helligede han sig klubhåndbolden. Han trænede Odenses håndboldkvinder fra 2016 til 2020, inden han skiftede til herrehåndbold i Sønderjyske.

Ved den forstående VM-slutrunde, der i januar afvikles i Polen og Sverige, er Saudi-Arabien i gruppe med Frankrig, Polen og Slovenien.

Saudi-Arabien var senest med til VM i 2019, hvor landet sluttede som nummer 21.

/ritzau/