Jan Larsen er vant til at få skældud af sin kone.
Selvom hun kender ham bedre end nogen anden efter 33 års ægteskab, så vænner hun sig aldrig til hans opførsel, når Aalborg Håndbold spiller kamp.
»Jeg har fået rigtig meget skældud af hende. Hun siger, at sådan kan jeg ikke tillade mig at opføre mig,« siger direktøren og tilføjer:
»Og det har hun jo også ret i. Det er også derfor, jeg altid står alene nede i et hjørne, når vi spiller. For jeg siger rigtig mange dumme ting, men når jeg står for mig selv, er det ikke alle, der kan høre det. Jeg ved udmærket godt, det er dumt, men når du er i det, så tænker du ikke en skid over det. Så er du bare den, du er.«
»Så det er jo sådan en frustration lige i nuet. Eller glæde. Nogle gange kan jeg blive helt bange for mig selv, når jeg ser, hvordan jeg har løbet rundt og jublet. Men det er jo en del af det hele for mig: euforien og adrenalinkicket.«
De fleste i Håndbolddanmark kender da også til Jan Larsens gevaldige temperament.
Mange har med egne øjne set, når han raser, bander og svovler og er fuldstændig uden for pædagogisk rækkevidde, hvis tingene ikke går Aalborgs vej.
Og lige så mange har hørt historierne om, hvordan han helt rødglødende flyver ind i sit holds omklædningsrum efter et nederlag og råber og skriger. Efter sigende skulle sir Alex Fergusons berygtede 'hårtørrer-skideballer' i Manchester United blegne en smule ved siden af.
Han har ellers lært at tøjle det lidt med alderen, bedyrer 56-årige Jan Larsen.
Men han hverken kan eller vil lægge temperamentet på hylden.
»Det sker da stadig, at jeg kommer ud i omklædningsrummet. Når spillerne så har fået en tur med hårtørreren, og jeg er gået ud igen og har slået hånden ind i en væg, så sidder de bare og griner og tænker: 'Nåh ja ja, i morgen er han god igen'. Og det er jeg også.«
»Spillerne ved, at jeg bakker dem 100 procent op. Det der er bare en del af mig. Men jeg er blevet mere afbalanceret, i forhold til at vi ikke kan vinde hver gang. Hvis præstationen ikke er okay, og vi ikke kæmper, så bliver jeg rasende. Men de kender mig efterhånden, spillerne, og ved, det er et udtryk for, at det her er kraftedeme vigtigt. Det er sgu ikke ligegyldigt, om vi taber eller vinder.«
Man er da heller ikke et millisekund i tvivl om, at direktøren lever og ånder for Aalborg Håndbold.
Det er meget mere end blod, sved og tårer for ham. En slags ekstra familie, han har opbygget.
Derfor står Jan Larsen også troligt i døren og byder velkommen til hver enkelt gæst, som møder op til spisning før hjemmekampene i Gigantium. Han giver hånd og hilser på størstedelen med navn. Til de store kampe kan det sagtens løbe op i 400-500 mennesker.
Og som indledning på dette interview blev han bedt om – ganske kort – at forklare tidslinjen i klubbens rejse fra ingenting til alting.
Diktafonens display viste 33 minutter, da han stoppede sin talestrøm.
Han tager imod i Gigantium, som lige nu er epicenter for et af de mest spændende håndboldprojekter i verden.
Sidste års plads i Champions League-finalen var historisk, og med de kommende tilgange af Mikkel Hansen og Niklas Landin er ambitionerne kun blevet større.
Overalt i organisationen bliver der oprustet for at indfri målet om at blive klodens bedste klubhold.
Det står i skærende kontrast til den beskedne begyndelse i 2000, hvor Jan Larsen var den eneste ansatte uden for håndboldbanen i det daværende Aalborg HSH, som var en ny fusion mellem Vadum og Aalborg KFUM.
Han begyndte med en telefonbog og et kontor på en håndfuld kvadratmeter i Aalborg Stadionhal.
Og så startede han ellers under 'A' og begyndte at ringe mulige sponsorer op.
Der gik et par måneder, før han fik en computer til låns – og det lod sig kun gøre, fordi 'der var nogen, der kendte nogen, der kendte nogen'.
Han satte selv bander op før kampene i Stadionhallen og lagde klappepølser klar på tilskuerpladserne. Alt imens sønnike Martin – dengang en lille purk, i dag Aalborg-spiller – løb rundt inde på banen og spillede håndbold.
Og så blev der ellers bygget på. Sten for sten. Vilje og dedikation var nøgleordene – akkurat som da han selv spillede håndbold og nåede to A-landskampe med et 'begrænset talent'.
Efter ti år kom det første danske mesterskab i hus. Det skete under navnet AaB Håndbold. Alting havde fået vokseværk, og hjemmebanen var rykket til Gigantium, hvor der var plads til fem gange så mange mennesker.
Men få måneder efter triumfen blev håndboldholdet spyttet ud af AaB-koncernen, som var kommet i store økonomiske problemer, og Jan Larsen afværgede med det yderste af neglene en konkurs. Med hjælp fra rigmanden Eigild Christensen fik Larsen reddet stumperne – og endte i en overraskende situation for ham selv.
Eigild Christensen foreslog nemlig, at direktøren selv købte sig ind i klubben og blev ejer sammen med ham.
»'Jamen, Eigild, jeg har sgu ingen penge,' sagde jeg til ham. Det var han sådan set ligeglad med, så måtte jeg hjem og se i sparegrisen eller kigge på huset, mente han. Så jeg kom hjem til Birgitte: 'Nå, hvad har vi i sparegrisen?'. Så tog jeg over til Eigild og sagde, at 'jeg kan klare det her'. 'Det var sateme ikke meget. Nå, men sådan må det være,' sagde han så …«
»Grunden til, at han ville have, at jeg også skulle eje noget, var, at ti procent – som jeg købte – trods alt også er en slat penge. Så han vidste, jeg også havde meget på spil. Og det var jo fedt med hånden på kogepladen, det animerer bare til at yde en ekstra indsats.«
Sådan blev Aalborg Håndbold dannet, og ingen kan vist betvivle Jan Larsens indsats.
Klubben er i dag landets absolutte lokomotiv på håndboldfronten, og han har allerede opnået mere, end nogen havde drømt om.
Men ikke Larsen selv.
Og det er her, at paradokset opstår.
På én og samme tid er Jan Larsen et af de mest nordjyske mennesker, man kan opdrive – og så alligevel er han det stik modsatte.
Han taler klingende nordjysk. Kalder en skovl for en skovl. Foretrækker bandeord i hobetal over corporate-lingo. Og folk tæt på ham beskriver ham som en 'nærigrøv' og 'gudsbenådet købmand'.
Men i sit mindset er Jan Larsen – langt hen ad vejen – uendelig langt fra den jantelov, som mange ellers forbinder med Nordjylland.
Han udfordrer alle omkring sig på ambitionsniveauet. Medarbejderne på kontoret, trænerne, spillerne, sponsorerne – og hvem der nu ellers er en del af klubben.
Det mærkede eksempelvis den nuværende landsholdsspiller Simon Hald, da han for nogle år siden sad over for direktøren og skulle lave en treårig forlængelse.
Jan Larsen ville vide, hvad 'hans drøm egentlig taget var'.
Hald ville gerne være fast mand i Aalborg, fortalte han. Den købte direktøren ikke – alt for defensivt.
Okay. Så ville Hald gerne være landsholdsspiller.
Stadig ikke godkendt – alle vidste, at Hald stod på tærsklen til landsholdet.
»Så sagde jeg 'nej, hvad drømmer du om, når du lægger dig på puden, Simon?'. Okay, han kunne fandeme godt tænke sig at spille i Kiel, indrømmede han. 'Okay, skal vi så ikke prøve at se, om det ikke kan lykkes for dig, Simon? Så skal jeg sgu nok selv køre dig ned til Kiel om tre år, åbne døren og sparke dig ud og sige: 'Her er han!'. Fordi så har du fandeme spillet godt for os i Aalborg. Så kan jeg sgu godt leve med, at du skal derned', sagde jeg,« husker Jan Larsen og tilføjer:
»Han stoppede så på halvvejen og hoppede ud i Flensborg. Han gad åbenbart ikke køre helt til Kiel, haha. For han kunne være kommet begge steder, det ved jeg,« siger direktøren, som får netop Simon Hald retur fra Flensburg-Handewitt næste sommer.
Jan Larsens store ambitioner og insisteren på aldrig at være tilfreds er også forklaringen på, at han tillader sig selv at fejre et DM-guld i tre dage. Men så er det også slut. Så skal pokalen parkeres i skabet og blikket rettes frem mod nye triumfer.
Og så kan han i øvrigt heller ikke holde til at feste mere end det, som han siger.
Nordjyden i ham har det dog svært med at rose sig selv. Nogle ting skal han også lige tage lidt ekstra tilløb til.
Som den martsdag sidste år, hvor Aalborg Håndbold satte gang i de gule breaking-bjælke, da man kunne offentliggøre det ultimative scoop: Det var lykkedes at skrive kontrakt med Mikkel Hansen.
»En af de største udfordringer for mig selv i alt det her var, da jeg skulle stå på fjernsynet den dag, hvor Mikkel blev offentliggjort. Så vidste jeg jo godt, at jeg ville blive spurgt: 'Hvad er jeres ambition så, når I henter Mikkel Hansen?' …«
»'Jamen, det er at vinde Champions League,' var mit svar. Det kunne jeg godt mærke, at det skal jeg lige øve mig på at sige. Det er ikke så nordjysk at sige. Men jo flere gange, jeg sagde det, jo mere rigtigt føltes det,« siger han og tilføjer med et grin:
»Så vil jeg da gerne takke trænere og spillere for, at vi stod i en Champions League-finale tre måneder efter, jeg havde stået og ævlet om det.«
»Men jeg må også sige, at siden vi startede med at sige det, så har vores resultater været fremragende. Og jeg tror på, at hvis du ikke tør fortælle, hvad du gerne vil, så lykkes det heller ikke. Derfor fortæller jeg alle i klubben, hvad vi går efter. Det skal gennemsyre tingene. Det værste, der kan ske, er, at det ikke lykkes. Og hva' så? Vi bliver forhåbentlig ikke stillet op ad en mur og skudt.«
Og snakken om Champions League-drømmen kommer til at fylde endnu mere i den kommende tid. Det er dén hylde, Aalborg er på nu.
Det virker samtidig åbenlyst, at det særligt er de næste to-tre år, hvor Mikkel Hansen, Niklas Landin og islandske Aron Palmarsson stadig vil være på toppen af deres niveau, at Aalborg har en helt unik chance for at snuppe det mest eftertragtede klubtrofæ.
Men den slags planlægning interesserer ikke for alvor direktøren.
»Jeg har aldrig siddet og lavet de der strategiplaner. 'I 2000-og-grønlangkål skal vi vækste så og så meget' – ja, det kan enhver idiot stå og sige.«
»Jeg er meget mere til at kigge på lige her og nu. Vi er allerede lykkedes med mange gode ting, har stået i en finale, og i år vandt vi også vores gruppe og kom til kvartfinalen. Men med Mikkel, Aron og Niklas så vil det jo være naturligt at sige, at det skal ske inden for de tre år der. De har erfaringen og har prøvet at stå der og vinde.«
Og at det er lykkedes at skabe et økonomisk fundament, som kan tiltrække nogle af sportens største stjerner, er faktisk det, der vækker allerstørst glæde hos Jan Larsen.
»At vi har bygget klubben op på en sund måde, så vi er kommet hertil og har den nødvendige økonomi, betyder alt. Undskyld mig: Det er jo ikke svært at samle et godt håndboldhold. Da vi for eksempel hentede Henrik Møllgaard – altså de andre kunne jo også godt se, at han er god. Men de havde bare ikke råd til ham. Det havde vi,« siger han og fortsætter:
»Det er ikke svært at bruge penge. Det er nemt nok at lave et håndboldhold. Du ved lige så godt som mig, hvem der er god. Jeg ved da godt, at det skal sættes sammen på den rigtige måde, men det vigtigste er, at vi har bygget det op, så vi kan hente nogle af de bedste spillere og ikke behøver tænke på, om vi har til lønnen til den første.«
Jan Larsen har efterhånden dedikeret 22 år af sit liv til det nordjyske håndboldprojekt, men der er ingen fare for, at hans motivation begynder at halte.
Aalborg Håndbold er først lige gået i gang med at gøre krav på håndboldtronen i Europa, og Larsen har tænkt sig at stå i spidsen for de ambitioner i lang tid endnu – også selvom jobbet er hårdt, og der skal 57 lys i den næste fødselsdagskage.
Pension og tilbagetrækning er ikke noget, der fylder.
»Ja, hvis du kigger på mig, så er det måske tæt på? Ej … Det bliver jeg jo nærmest skræmt af at tænke på. Den dag jeg ikke skal være her mere …«
For første gang i interviewet begynder Jan Larsen at lede efter ordene.
Han ved ikke helt, hvad han skal sige. Der kommer endda antydningen af et knæk i hans stemme.
»Jeg bliver faktisk rørt over, at du spørger mig. At snakke om det gør et eller andet ved mig. Fordi det kan jeg slet ikke forestille mig. Fordi jeg nok frygter den dag, det kommer. Det er en stor del af min identitet. Jeg håber, jeg en dag er klog nok til selv at sige stop. Det tror jeg nu også nok, jeg skal være. Men det er slet ikke endnu.«
»Hvis vi skulle være så heldige at vinde Champions League, så vil jeg prøve at vinde det igen. Det er sådan, jeg er indrettet. Jeg higer altid efter at finde ud af, hvordan fanden vi vinder det næste trofæ …«
