Nikolaj Jacobsen har rundet en vild milepæl.

En milepæl, som kun de absolut færreste kan prale af.

Den danske landstræner kan nemlig notere sig for over 300 landskampe i alt for Danmark – som spiller og træner.

Et voldsomt tal, som Jacobsen da også er enormt stolt over, fortæller han på en presseseance i Vejle.

»Jamen, det er jeg da glad for. Så vidt jeg ved, er der ikke så mange, der har over 300 landskampe for Danmark. Lars Christiansen er én af dem, og så har Jan Pytlick og Ulrik Wilbek virkelig mange som trænere,« lyder det fra den firedobbelte VM-guldvinder, inden han fortsætter:

»Så det er jeg da ekstremt stolt over.«

Nikolaj Jacobsen var faktisk ikke klar over, at han havde opnået så mange kampe for Danmark.

Det var først, da han forleden rundede milepælen, at han blev mindet om det vilde tal.

»Det er faktisk ikke noget, jeg tænker over. Hvis I (pressen, red.) ikke havde spurgt mig om det, så havde jeg ikke tænkt over, jeg havde så mange landskampe,« forklarer landstræneren, inden han afsluttende slår fast, at det nok næppe bliver til 300 landskampe mere:

»Nej, det bliver for voldsomt. Så tror jeg simpelthen også, at spillerne bliver for trætte af mig til sidst.«