»Hmm.. kan jeg overhovedet huske nogle gode?«

Der er én ting, Nikolaj Jacobsen ikke savner fra sin tid i Tyskland. Først som spiller – og senere hen som træner.

De lange busture, som man er tvunget til at kæmpe sig igennem, når man spiller i den tyske Bundesliga.

For antallet af timer, der bliver brugt på de tyske motorveje, er  enorme. I hvert fald når man skal en tur på udebane.

Bare spørg den danske landstræner. For hvis der er nogen, der har haft mange skrækkelige busture i løbet af sin karriere, så er det ham.

Særligt én fra tiden i THW-Kiel glemmer han aldrig.

Nikolaj Jacobsen spillede i THW Kiel fra 1998 til 2004.
Nikolaj Jacobsen spillede i THW Kiel fra 1998 til 2004. FOTO: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Jeg har en speciel tur fra Göppingen i tidernes morgen, hvor vi har tabt, og vores træner er rigtig sur,« fortæller Nikolaj Jacobsen til B.T. og resten af pressen om den bustur, der satte sig i ham.

Og alle hans tidligere holdkammerater, for den sags skyld:

»Lyset bliver slukket i bussen, og vi får taget vores mobiltelefoner. Det var så ikke det helt store tab, da der kun var 'Snake' (mobilspil, red.) på telefonen dengang. Så det gjorde ikke så meget.«

»Men vi måtte ikke snakke sammen i otte timer.«

Trænerens brutale straf stoppede dog ikke dér.

For da hele Kiel-truppen endelig kommer hjem, får de pludselig travlt:

»Vi fik 45 minutter til at hente vores løbesko, og så blev vi ellers kastet 75 minutter i skoven klokken 5.30 om morgenen.«

»Det er én af de ture, man ikke håber at få så mange af,« fortæller Nikolaj Jacobsen, som generelt har haft et anstreng forhold til ventetiden på de tyske motorveje:

Landstræneren under EM.
Landstræneren under EM. FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Og så er der nogle gange, hvor man bander og svovler over, at man er på vej hjem en torsdag aften klokken 01.30, og man undrer sig over, hvordan helvede der kan være 14 kilometers kø ved Hannover på dét tidspunkt.«

»Så ja, der har været masser af dårlige busture. Der er virkelig meget kø i Tyskland. Og dårlig internetforbindelse,« griner han.

Nikolaj Jacobsens mandskab skal mandag aften forsøge at spille sig tættere på EM-semifinalen, når netop Tyskland venter.

Du kan følge braget live på bt.dk fra klokken 20.30.