Verdensstjerner, millioner på bankbogen og store ambitioner.
Den danske håndboldklub HØJ Elite er braget op i landets bedste række med både herre- og kvindeholdet.
Især på herrefronten har man oprustet på vanvittig vis med superstjernen Hampus Wanne, mens den mangeårige landsholdsprofil Hans Lindberg også er en del af projektet.
Bag klubben står to millionrige familier i form af direktør Lars Vinther og bestyrelsesformand Helle Rasmussen, der allerede nu har vist sig klar til at smide utroligt mange penge efter det ambitiøse projekt.
Formuen, der er blevet skabt ved salg af medicinsk udstyr, har hurtigt fået ben at gå på.
Og det jubler landstræner Nikolaj Jacobsen over.
»Jeg synes, det er fantastisk, at de har kastet sig over det. Nu får vi et økonomisk stærkt hold på Sjælland, og det har vi måske ikke haft siden AG København og FCK-tiden. Nordsjælland og TMS har gjort det fantastisk med de midler, de har.«
»Men nu kommer der en klub, der har lidt flere muskler end de andre,« siger han adspurgt af B.T. om håndboldprojektet.
Oprykningen til landets bedste række har dog også skabt udfordringer for klubben, der har vokseværk. Her mangler man en hal med nok kapacitet til at huse tv-kampene på TV 2s flade.
På sigt er planen, at man i samarbejde med kommunen har en ny hal stående indenfor to-tre år, der vil koste langt over 200 millioner.
»Kan der komme en ny hal i området, er det bare godt for dansk håndbold,« siger Nikolaj Jacobsen og tilføjer:
»Spørgsmålet er så, om de får brugt deres muskler ordentligt. Jeg går ud fra, at de kommer op med en ambition om at skulle gå i slutspillet. Det er lige tidligt nok endnu at spå om, fordi vi ved endnu ikke, om de er helt færdige med at hente spillere. Men det ser virkelig spændende ud.«