Danmark fik en resultatmæssig perfekt start på EM.
Men Tjekkiet kom blæsende i et potent offensivt forsvar, der skabte store danske problemer.
Landstræner Nikolaj Jacobsen var da også overrasket over det tjekkiske trick.
»Det er ikke noget, vi har set i træningskampene. Selvfølgelig blev vi overrasket over, at de gik så højt op. Som jeg sagde til spillerne, at det er noget, vi skal have snakket mere om. Når man har intet at tabe og alt at vinde, så tør man tage nogle flere chancer,« lyder det fra landstræneren.

Efter en sløj første halvleg fik Danmark styr på sagerne efter pausen og kørte en sejr hjem på 23-14.
»Vi får ændret det i pausen. Efter en svær start får vi løst det ganske fint angrebsmæssigt. Vi brænder lidt for mange fra venstrefløj i den periode. Vi kommer til fine chancer. I mine øjne får de lov til at spille alt for lange angreb, det tager tæt på to minutter. Det er trist, hvis man må bygge op i 30 sekunder og stadig få 5-6 frikast i et angreb,« siger han.
Og netop venstrefløjen Emil Jakobsen havde en skidt dag på fløjen, men Jacobsen er klar med en ny chance til den ellers træfsikre Flensborg-mand.
»Han får en ny chance på lørdag, sådan er det. Emil har ikke brændt en chance i Golden League, i dag brænder han tre. Det er ærgerligt. Men så er det dejligt at se Magnus Landin være sikker på sine afslutninger. Emil får lige et lille kram i aften, og så kan han lige få lov at skyde lidt ekstra til træning. Det er jeg ikke nerøvs for,« siger han.
Nu kan han glæde sig over lettelsen ved en åbningssejr.
»Det giver helt sikkert noget ro. Og jeg havde måske også forventet, at det blev en mere slidsom sejr, end det gjorde. Jeg er glad for, at vi finder roen efter pausen, hvor vi får pulsen ned og snakket tingene igennem.«