Nikolaj Jacobsen kender alle de tyske spillere fra Bundesligaen og har især respekt for defensiven.

Varazdin. Det danske angrebsspil har fungeret godt ved håndbold-EM i Kroatien, men spillerne kommer på den hidtil hårdeste opgave i søndagens mellemrundekamp mod Tyskland.

Sådan lyder vurderingen fra landstræner Nikolaj Jacobsen, der har stor respekt for den tyske defensiv, der på gode dage er meget svær at dirke op.

- Vi skal op imod det for mig bedste forsvar, der er i turneringen. Det bliver en udfordring, siger Nikolaj Jacobsen.

- Forsvaret er sammen med de to målmænd tyskernes allerstørste styrke. Det var også det, de vandt EM på i 2016. I finalen mod Spanien lukkede de kun 17 mål ind.

- Kommer man først til at sidde fast i angrebsspillet, så får man virkelig svært ved at vinde over dem. De har i Finn Lemke, Patrick Wiencek og Hendrik Pekeler et virkelig godt midterforsvar, siger Nikolaj Jacobsen.

Ved siden af landstrænerjobbet står han i spidsen for Rhein-Neckar Löwen i Bundesligaen og kender derfor de tyske spillere mere end almindelig godt. Til daglig er han chef for tre spillere i den tyske trup.

Da Danmark afløste Tyskland i træningshallen lørdag eftermiddag, benyttede Jacobsen da også lejligheden til at hviske et par ord i øret på Rhein-Neckar Löwen-fløjen Patrick Groetzki, som kvitterede med et latterbrøl.

- Alle løsninger er i spil mod deres forsvar. Vi skal have fundet de ting, der virker. Det kan være, vi skal bruge lidt tid, men vi kommer til at søge i værktøjskassen, siger Nikolaj Jacobsen.

Hvor det tyske forsvar som altid aftvinger respekt, har søndagens modstander været knapt så skræmmende i den anden ende af banen.

Bagkæden er ellers fyldt med solide skytter, men flere af dem venter stadig på at komme rigtigt i gang i turneringen.

- Vi har jo ikke set Julius Kühn bombe syv-otte mål ind per kamp, som vi er vant til at se ham i Melsungen. Det kan være, det er ham, der træder frem, når de møder os.

- Kai Häfner har vi heller ikke set brænde en superkamp af. Det er svært at skulle dæmme op for dem alle sammen, når de har så mange dygtige folk.

- Men jeg er sikker på, at de også sidder og tænker, at vi har mange, de skal lukke ned for, siger Nikolaj Jacobsen.

Både Danmark og Tyskland står med fire point efter den første kamp i mellemrunden, og vinderen af søndagens kamp står med gode kort på hånden i jagten på en plads i semifinalen.

/ritzau/