Det er 12 år siden, at Danmark senest vandt EM. 10 år siden, man sidst stod i en EM-finale.
Er det, fordi det er sværere at vinde EM?
Nej, siger landstræner Nikolaj Jacobsen, der er træt af snakken.
»Jeg køber bare ikke præmissen om, at det ene er sværere end det andet,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Vi flytter bare narrativet. Tidligere var VM og OL det sværeste. Så har vi vundet begge dele. Så er det EM, der er det sværeste. Nogle gange er det små tilfældigheder. I min første slutrunde (EM i 2018, red.) taber vi efter forlænget til Sverige i semifinalen. Havde vi vundet den, var vi så blevet europamestre? Og havde vi så vundet VM i 2019?,« lyder det.
For Jacobsen handler det kun om én ting:
»Jeg går ikke så meget op i det. Så længe, jeg vinder nogle slutrunder, er jeg ligeglad med, hvilke det er. Jeg går ikke og spekulerer i, at nu må det VM også passe sig selv – nu skal vi vinde EM. Sådan kan man ikke gribe det an.«
Han vil dog gerne medgive, at EM-slutrunden trækker flere tænder ud rent fysisk end VM, som Danmark har vundet de seneste tre gange i træk.
»Jeg er jo helt med på, at det fysisk er hårdere at vinde EM, fordi der er ingen bløde kampe. Der er ingen kampe, hvor du lige kan fise husleje af, vinde med 12 og spare en masse spillere. Men jeg synes aldrig, at EM-slutrunderne rent spillemæssigt når et VM, når vi rammer semifinalerne, fordi man fysisk er mere presset.
»Til gengæld skal du spille bedre håndbold til et VM fra kvartfinalerne, fordi folk oftest står mere friske og knap så presset fysisk.«
Om Danmark formår at vinde EM for første gang i 12 år, kan du følge med i her på bt.dk.
