Nikolaj Jacobsen vidste, han havde en stor opgave foran sig. 

Den succesrige landstræner for håndboldherrerne overtog i foråret 2017 et slagent dansk landshold, der netop var blevet slået ud på chokerende vis ved VM i Frankrig. 

Mikkel Hansen var den generation, Jacobsen skulle løfte. 
Mikkel Hansen var den generation, Jacobsen skulle løfte.  Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Godt nok var man olympiske mestre, men tiden under den islandske landstræner Gudmundur Gudmundsson havde slidt på spillerne, lyder det i en ny dokumentar 'De gyldne generationer,' der kan ses på TV 2 Play. 

Her mødes legender over tre generationer, der har været med til at gøre dansk herrehåndbold til en magtfaktor. 

Og i den sammenhæng fortæller Jacobsen om mødet med en gruppe verdensstjerne, der hang med hovedet i den første tid i landstrænerjobbet.

»Jeg overtager et landshold, der er færdigt. Jeg får en masse rutinerede spillere. Den generation med Mikkel Hansen, Niklas Landin, som har vundet tidligere... De lignede lort, når vi mødte ind. De gad ikke at træne og havde mistet glæden.«

»Men du kan ikke bare gå ind fra dag et og flytte det hele. Du er nødt til at gøre det langsomt,« husker han om den opgave, der ventede. 

For Jacobsen blev VM i 2021 i Egypten, som man endte med at vinde for anden gang, skelsættende for det danske landsholds udvikling. 

Her blev nye ansigter som Mathias Gidsel og Emil Jakobsen introduceret. 

»Her tager vi en masse nye folk med og mærker det friske pust. Der tager det en drejning, og der kommer en ny tro på, at man kan tage det næste skridt og ikke kun vinde hver fjerde år,« slår Jacobsen fast. 

Udover Jacobsen deltager legender som Ulrik Wilbek, Lars Jørgensen, Joachim Boldsen, Kasper Hvidt, Lars Christiansen også i dokumentaren foruden nutidens stjerner Mathias Gidsel, Emil Nielsen og mange flere.