Danmark slog de tyske værter med 21-17 (11-7) og er nu i VM-kvartfinalen, hvor Sverige venter

I en syndflod af tyndt øl og anti-økologiske pølser var der dækket op til tysk december-fest søndag aften i GETEC-Arena i Magdeburg.

Den tyske gæstfrihed var ikke til at tage fejl af, men desværre for værterne løb de danske gæster fra regningen.

Efter en markant præstation fra de danske håndboldkvinder er man nu videre til kvartfinalen ved VM, hvor man skal op imod de svenske naboer.

Allerede under opvarmningen stod det ellers klart, at tyskerne var stærkt til stede. Jublende blev landsholdsspillerne modtaget af massive klapsalver fra publikum.

Og hvis de 5.000 tilskuere var klar til at lave signaturbevægelserne til Y.M.C.A. for fuldt drøn af egen fri vilje, skulle man hverken være politimand, indianer eller vejarbejder for at regne ud, at de fremmødte tilskuere var klar til at gå meget langt for det tyske landshold.

De lagde da også pres på de danske spillere med jubel og pibekoncerter, men de måtte hurtigt sande, at deres tyske helte ikke havde dét, de håbede på. For Danmark satte sig på kampen efter en nervøs begyndelse fra begge hold.

Hjemmeholdet virkede tyngede af presset og lavede fejl på fejl. Det hjalp heller ikke på det, at det danske forsvar lukkede af, mens keeper Sandra Toft fandt det helt store spil frem. Specielt da hun reddede straffe og så tog sig af riposten. Jamen, hun stod bare forrygende.

Desværre for danskerne fik anfører Stine Jørgensen to gange to minuttersudvisninger på blot ni minutter, og derfor blev den blot 19-årige slutrundedebutant Kristina Jørgensen kastet ind i forsvaret.

Alt imens fandt Danmark en sikker vej gennem tyskernes defensiv. Tranborg-Heindahl kunne lyde som et revisorfirma, men det var altså opskriften på at komme igennem det tyske forsvar.

Mette Tranborg fandt gang på gang Kathrine Heindahl på stregen, der gjorde, hvad hun ville med det tyske forsvar. Hun leverede vilje, fight og udstråling. Hun har blomstret op i helt unik grad under denne slutrunde.

Efter 22 minutter fik Danmark et slag i hovedet – eller rettere det gjorde tyskerne – for Line Haugsted måtte se resten af kampen fra tribunen, efter hun fik direkte rødt kort for at ramme en tysk spiller i hovedet med en tackling.

Det betød, at landstræner Klavs Bruun Jørgensen måtte smide Stine Bodholt i aktion, efter hun netop er blevet skrevet ind i truppen efter en længerevarende skade. Hun fik hurtigt markeret sig i en slagkraftig forsvarsduo med Kathrine Heindahl.

I anden halvleg fortsatte danskerne med at holde hovedet koldt. Højrebacken Mette Tranborg har virkelig kæmpet med sit spil under denne VM-slutrunde, men mod Tyskland fik hun hul på bylden. Gode skud, flotte mål, stærk indsats. Det var tiltrængt.

Tyskerne fik en lille fært af et comeback i en kort periode, men danskerne var kloge nok i deres spil til at holde dem på afstand. Klavs Bruun Jørgensen leverede selv en god indsats i det danske forsvar. Sådan så det i hvert fald ud, da han dansede og sidesteppede på sidelinjen i synkron bevægelse med sine spillere. Energien var tydelig og vital.

Det blev auf wiedersehen til Tyskland, mens danskerne kan nøjes med et på gensyn. For nu venter Sverige i VM-kvartfinalen. Drømmen om en semifinale lever i bedste velgående.

Ja, der venter i dén grad et stort håndboldbrag tirsdag aften i Leipzig.

Du kan læse herunder, hvordan det gik til minut-for-minut: