Vores tidligere forbundsfæller – islændingene – har ikke ligefrem været glade for os danskere de seneste døgn.

Faktisk har de været decideret sure og oprevede, siger islændingen Jakob Jakobssen, der ejer den eneste danske smørrebrødsrestaurant på Island.

»Håndbold er en af de få sportsgrene, hvor vi faktisk kunne have haft en chance – derfor er folk frustrerede,« siger Jakob Jakobssen og griner.

Da Danmark tabte til Frankrig på håndboldbanen onsdag aften, betød det, at Island ikke kom i EM-semifinalen. Det var de derimod kommet, hvis Danmark havde vundet.

Jakob Jakobssen føler, at han med sin danske restaurant på en måde repræsenterer Danmark, og derfor skrev han onsdag et opslag på sin restaurant Jómfrúins Facebook-side.

‘Undskyld Island. Jómfrúins tilbyder på vegne af den danske krone gæsterne én dansk drink efter eget valg til frokost i morgen, torsdag. Lige til at berolige nerverne,’ står der sammen med et foto af håndbold EM-logoet.

»Alle islændinge har været sådan, ‘årh, de skide danskere.’ Men jeg ville gerne være lidt mere positiv og tilbyde alle en gratis dansk drink,« siger Jakob Jakobssen og fortæller, at en dansk drink er enten en Tuborg, Carlsberg eller Akvavit.

Tror, islændingene, at Danmark tabte med vilje?

»Nej, det tror jeg ikke. Men folk var virkelig oprevet, fordi Danmark gør det så godt i mange sportsgrene – og Island gør det godt i meget få sportsgrene, så folk var meget skuffede.«

Ifølge den islandske smørrebrødsrestaurantsejer havde man lidt håbet, at Danmark ville ‘hjælpe’ Island ved selv at vinde. Det kan godt være, at Danmark har opfundet sporten, men på Island er engagementet i håndbold helt ubeskrivelig, siger han.

»Jeg tror roligt, man kan sige, at håndbold er Islands nationalsport,« lyder det, inden han fortsætter:

»Som jeg plejer at sige til mine norske venner, ‘hvis det går dårligt for Norge i håndbold, så vinder de altid noget cross country eller alpin ski dagen efter' – men det sker virkelig sjældent for os, at vi er gode i en international sportsgren.«

Den islandske vrede over Danmarks nederlag har virkelig været allestedsnærværende i landet.

Sent onsdag aften fremsatte den islandske politiker Björn Leví Gunnarssonet et forslag om, at den danske krone og Kong Christian IX's emblem skal fjernes fra facaden på det islandske svar på Christiansborg – Altinget.

Det skrev politikeren på Twitter i sekunderne efter Danmarks knebne håndboldnederlag til Frankrig.

Forslaget har indtil videre fået stor opbakning på de sociale medier. Og ifølge det islandske medie Visir er der ikke tale om joke fra politikerens side.

Over for mediet har han bekræftet, at han rent faktisk har sendt forslaget – og at han forventer, at det bliver behandlet i Altinget torsdag.

Andre læser også