Islands håndboldlandshold må for første gang siden 2004 forlade EM efter den indledende runde.

Det islandske håndboldlandshold hørte i en årrække til blandt verdens bedste, men 2016-udgaven af holdet er langt fra fordums styrke.

OL-sølvvinderne fra 2008 nåede et lavpunkt tirsdag aften, da holdet tabte 28-37 til Kroatien og dermed må sige farvel til EM i Polen allerede efter den indledende runde.

Kravet var et point mod kroaterne, efter at Norge tidligere på dagen havde besejret Hviderusland, men islændingene var på hælene fra første fløjt og var i realiteten aldrig i nærheden af uafgjort.

Efter syv minutters spil måtte landstræner Aron Kristjansson allerede tage sin første timeout, da hans hold var bagud med 1-5.

Men det hjalp så absolut ingenting, for tingene blev kun værre, og syv minutter senere var den kroatiske føring helt oppe på 11-2.

En vild nedtur for islændingene, der fortsat råder over topspillere som Aron Palmarsson, Gudjon Valur Sigurdsson og Alexander Petersson, men intet fungerede i den vitale kamp.

Ved pausen var stillingen 19-10 til Kroatien, og selv om Island trods alt fik stabiliseret tingene lidt efter pausen, var løbet kørt for længst.

I EM-sammenhæng er det første gang siden 2004, at Island forlader turneringen så tidligt.

Kroaterne får to point med over i mellemrunden, og den kroatiske sejr vækker også jubel i Norge, for med det islandske farvel starter nordmændene mellemrunden med fire point på kontoen.

Norge, Kroatien og Hviderusland skal i mellemrunden møde Frankrig, Polen og Makedonien.

/ritzau/