Der findes næppe et menneske på den kuglerunde jordklode, der vil forbinde Marshalløerne med stolte håndboldtraditioner.
Faktisk er det umuligt at finde en mailadresse på østatens håndboldforbund eller søge sig frem til, at de overhovedet kaster rundt med kuglen ovre i det vestlige Stillehav.
Alligevel er landet med de 58.000 indbyggere lige så magtfuld som håndboldstormagter som Danmark, Tyskland og Frankrig i IHF, det internationale håndboldforbund.
Én nation – én stemme er fremgangsmåden, når der skal træffes beslutninger og vælges præsident – og personen, der får mest ud af det system, er håndboldens mest magtfulde mand, den 76-årige IHF-præsident, Dr. Hassan Moustafa.
Når finalisterne søndag aften træder ind til VM-finalen i Cairo Stadium Indoor Halls Complex, vil Hassan Moustafa som en af få sidde på lægterne og overvære en slutrunde, der på alle måder er hans.
Som en anden farao har den karismatiske egypter raget magten til sig på enevældig vis med en helt særlig strategi:
Ved at udbrede håndbolden – i hvert fald på papiret – og indlemme så mange nationer i det internationale håndboldforbund, at det med 209 medlemmer klart overgår selveste FN i antal.
»Det siger alt, at IHF har flere medlemslande end FN. Siden Hassan Moustafa kom til i 2000, er der sket en eksplosion i antallet af lande i IHF. Der er jo i princippet godt, at håndbolden er bredt ud, men der er oprettet håndboldforbund i lande, hvor sporten ikke har gang på jorden,« siger B.T.s sportskommentator, Søren Paaske.
Politiken har før dokumenteret, at mange af de håndboldforbund, der holder egypteren i spidsen af IHF, er pseudoforbund uden organisation, landshold eller endda en national håndboldturnering.
Det, der udadtil ligner en succeshistorie for den ellers så eurocentriske sportsgren, er ifølge kritikere beviset på en præsident, der har brugt sin magt og indflydelse til at kreere forbund, der reelt set bare er stemmekvæg.
Alt sammen for at sikre, at Hassan Moustafa kan blive siddende på præsidentposten. En position, hvor han ikke engang har haft en udfordrer ved de seneste to valg.
Hvor modstandere har fået slukket mikrofonen, når de forsøgte at holde deres kandidattale, og hvor magten er så personfikseret, at selv ikke de europæiske stormagter drømmer om at præsentere en kandidat, før Hassan Moustafa selv beslutter at trække stikket.
»Han har et klart flertal i ryggen i IHF. Og de store håndboldnationer ved også godt, at det er det rene selvmord at gå imod ham. De retter ind, selvom de måske gerne vil noget andet,« forklarer Søren Paaske og fortsætter.
»Han har tre kælenavne. 'Diktatoren', 'Lægen' og 'Faraoen'. Det kan man så lægge i, hvad man vil. Men der har været meget kritik af, at han er diktatorisk i sin måde at styre det på. Og at det foregår ved, at han har skabt det her flertal med de små nationer i ryggen.«
Folk, der har været tæt på den enevældige håndboldkonge, fortæller om en karismatisk, visionær og charmerende mand, man skal undgå at gå i vejen for. Men én ting skal man ikke tage fejl af – hans hjerte banker for håndboldsporten.
»Han er inde over alle beslutninger. Stort som småt. Hans kærlighed til håndbolden kan ingen tage fra ham. Han er på ingen måde en bureaukrat – nej, han har håndbolden dybt nede i sjælen og har haft det i en menneskealder,« siger generalsekretær Morten Stig Christensen fra Dansk Håndbold Forbund, DHF.
»Han er optaget af at brede håndbolden ud – særligt til skoler i lande, hvor der ikke spilles håndbold, og hvor der ikke er et foreningsliv, som vi kender i Danmark.«
Den danske håndboldboss forklarer, at præsidenten har polstret IHFs tidligere så slunkne kasse. Han står bag visionære – og udskældte – ideer som syv mod seks-reglen og har bragt håndbolden ind i det 21. århundrede på visionær vis.
Men kritikken af Hassan Moustafa er også på sin plads. De vigtigste nationer, der bærer håndboldsporten, har simpelthen for lidt reel magt, siger Morten Stig Christensen:
»Kritikken er berettiget. Man kan ikke være imod, at håndbolden bliver bredt ud. Men man kan selvfølgelig grine ad nogle af de nationer, der bliver optaget i IHF. Demokratibegrebet er udfordret, når en øgruppe har samme stemme som Tyskland, verdens største håndboldnation,« siger han og fortsætter:
»Der bør følge et krav med, at man som medlemsnation som et minimum har et ungdomsprogram eller noget, der minder om en velfungerende klubturnering. Lige nu står vi et sted, hvor Europa – stedet, hvor sporten er rodfæstet – kun har 50 nationer og derfor er i klart undertal. Reelt set kan vi ikke flytte noget som helst på demokratisk vis.«
Situationen i IHF er et kultursammenstød af dimensioner, forklarer den danske generalsekretær.
»Det er to forskellige kulturer, der brager sammen. Foreningsdanmark, hvor vi ikke falder baglæns over en fornem titel. Herhjemme kalder vi det en formand – i IHF kalder de det en præsident. Andre nationer uden for Europa ser voldsomt meget op til Hassan Moustafa. Han er en stor mand.«
Og man kan slå sig på egypteren, understreger håndboldchefen, der selv var en del af bolsjedrengenens storhedstid i 1980erne og efterhånden har opbygget et godt samarbejde med præsidenten.
»Han har et voldsomt temperament, og jeg har også prøvet at få et svirp tilbage. Han er skarp, og du kan sagtens få drag over nakken. Men jeg har ikke endnu oplevet, at man ikke kan tage en god diskussion med ham. Han lytter til de ting, vi siger.«
DHF søger altså indflydelse med blød magt. Ved at præsentere den magtfulde egypter for den danske model, plante ideer og generelt bevare et godt forhold til Hassan Moustafa i stedet for at sætte sig på bagbenene. Og det er der en god grund til.
»DHF kan ikke selv lave oprør mod Hassan Moustafa. Det stiller dansk håndbold bedst at have et godt forhold til ham. Danmark har med jævne mellemrum slutrunder, og det kommer både eliten og bredden til gode. Hvis man vil sit forbund det bedste, så holder man sig gode venner med ham,« siger B.T.s sportskommentator, Søren Paaske.
Igennem sin 21-årige regeringstid er Hassan Moustafa flere gange blevet undersøgt af europæiske myndigheder for lovovertrædelser – men det har aldrig ført til tiltale.
Det ventes i håndboldmiljøet, at den 76-årige egypter senere på året vil genopstille til præsidentposten og dermed sikre sig endnu en fireårig periode i spidsen for IHF.
