Tusindvis af mennesker på Rådhuspladsen i København, en enorm hyldest, liv og glade dage.

Sådan plejer håndboldherrerne at blive fejret, når de har fået guldmedaljer om halsen ved en slutrunde i januar. Det bliver desværre ikke tilfældet i 2021.

Generalsekretæren i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen, fortæller mandag til B.T., at det nærmest bliver det modsatte.

»Vi står nogle stykker fra Dansk Håndbold Forbund i lufthavnen og tager imod dem, når de lander, hvorefter der vil være et lille og privat arrangement, inden spillerne går hver til sit. Det er alt, hvad det kan blive til i denne omgang, desværre.«

Morten Stig Christensen.
Morten Stig Christensen. Foto: Simon Skipper
Vis mere

»Journalister vil ligeledes have mulighed for et par interview ved bagagebåndet, men vi må udskyde en decideret fejring, som de ellers har fortjent. Nogle af spillerne skal også flyve relativt hurtigt videre til deres klub, mens andre bliver hentet af familie eller selv køre hjem.«

Landsholdet lander i Københavns Lufthavn klokken 16.25 mandag eftermiddag, hvis alt går efter planen. Men selv om meget ikke er, som det plejer, så er der ting, som virussen ikke kan ændre på.

»Jeg har hørt, at flyet vil blive ledsaget af nogle F-16-fly undervejs. Ligesom det er sket før. Der er heldigvis nogle ting, som coronaen ikke kan ændre på,« tilføjer Morten Stig Christensen.

Landsholdsspillerne har heldigvis fået festet lidt internt i nat i Egypten. Her er der både blevet danset, sunget fællessange og drukket kolde øl i lange baner. Derudover har personalet i flyet forsøgt at skabe en god stemning til hjemrejsen ved at lade Volbeat-nummeret 'For evigt' køre over højttalerne.

Sådan så det ud i 2019, men landsholdet bliver ikke fejret på samme måde, når de mandag vender hjem efter VM-triumfen.
Sådan så det ud i 2019, men landsholdet bliver ikke fejret på samme måde, når de mandag vender hjem efter VM-triumfen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Fejringen herhjemme er dog ikke helt aflyst. Generalsekretæren oplyser, at Dansk Håndbold Forbund udskyder hyldesten af spillerne. Han ved dog ikke helt præcist til hvornår endnu.

Nikolaj Jacobsens tropper har været imponerende i Egypten, hvor landsholdet er gået ubesejret gennem slutrunden. Guldmedaljerne blev sikret søndag aften, da Sverige blev besejret med 26-24 i finalen.