(BT i Oldenburg): Onsdag kan Danmark sikre sig videre VM-avancement, hvis de slår Brasilien. Det står klart efter tirsdagens storsejr på 37-19 over Tunesien.

DU KAN GENOPLEVE HELE KAMPEN I LIVEBLOGGEN I BUNDEN AF ARTIKLEN

Det blev aldrig det store festfyrværkeri, men det er de danske håndboldkvinder nok ligeglade med. For i går aftes i EWE Arena i Oldenburg foran et mindre publikum sikrede man sig den anden sejr i træk i gruppespillet. Denne gang mod Tunesien. Efter et smertefuldt nederlag til Montenegro har landsholdet rejst sig lynhurtigt med to sejre, og det baner nu vejen for en lille finale mod Brasilien, hvor en 1/8-delsfinale endegyldigt kan blive sikret.

Det var en sikker sejr uden slinger mod Tunesien. De fleste af spillerne fik tanket lidt spilletid og selvtillid. For det er der bestemt behov for. Mod Brasilien bliver Danmark nemlig for alvor testet mentalt efter det kollektive kollaps mod Montenegro. 

Taber Danmark opgøret til Brasilien, kan man stadig gå videre med efter den sidste gruppekamp mod Rusland fredag, men russerne ser skræmmende gode ud ved dette års slutrunde. Derfor kan den danske VM-skæbne meget vel være på spil onsdag aften i Oldenburg mod Brasilien.

Anfører Stine Jørgensen var en af banens dårligste i åbningskampen mod Montenegro, men efterfølgende har stjernespilleren stille og roligt rejst sig og vist kunnen på sine kvaliteter. Kvaliteter, som Danmark er markant afhængige af for at få succes.

Det stod hurtigt klart, at Danmark ikke ville have store problemer med at besejre Tunesien. Nordafrikanerne blev kørt over med 15-6 ved pausen, og derfor blev der igen plads til at give spilletid til lidt flere spillere. Højrebacken Line Jørgensen stemplede blandt andet fint ind med flere gode scoringer fra distancen.

Playmaker Lotte Grigel kom igen ind fra bænken og gjorde en forskel, mens Kathrine Heindahl viste vejen i forsvaret og angrebet. Der kan desuden være flere gode nyheder på vej for Danmark.

Før kampen mod Tunesien deltog den skadede forsvarskrumtap Stine Bodhholt i opvarmningen, selvom hun endnu ikke er skrevet ind i truppen. Det er derfor et åbent spørgsmålstegn, om hun formår at blive klar til de vigtige kampe de kommende dage.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen havde leveret en energifyldt indsats mod Japan, efter det danske landshold skulle rejse sig efter Montenegro-nederlaget.

Derfor havde han med en lettere brugt stemme bedt assistent Lars Jørgensen om at tage del i det vokale fodarbejde på sidelinjen mod Tunesien. Der var dog ikke meget at rette undervejs for trænerduoen, der kunne læne sig tilbage og se Danmark køre Tunesien stensikkert over endda uden at komme helt oppe i gear.

Men gearet skal for alvor ramme de højre omdrejninger i aften mod Brasilien, der kæmper for deres videre VM-skæbne. Det samme gør Danmark.

Og det er dér, det er sjovest.

Danmark møder Brasilien 20.30 i EWE Arena i Oldenburg.