De er i chok.

I 11 år over to omgange har Lino Cervar været kroatisk landstræner og vundet blandt andet OL og VM, men efter Kroatiens nederlag til Argentina fik han nok. Landstræneren sagde op for åben skærm.

»Det her er en skuffelse. Jeg tager ansvaret. Det her er uacceptabelt, og lad den, der skal erstatte mig, forberede sig stille og roligt. Jeg har givet mit, og jeg kan ikke mere,« sagde Lino Cervar for rullende kameraer til RTL og fortsatte:

»Med stor dedikation, passion og engagement - med meget ære og værdighed har jeg styret landsholdet i 250 kampe.«

Lino Cervar løftes af Vlado Sola efter kroatisk OL-guld i 2004.
Lino Cervar løftes af Vlado Sola efter kroatisk OL-guld i 2004. Foto: PHILIPPE DESMAZES
Vis mere

Og så slog han fast:

»Det her er min beslutning. Jeg beder folkene i forbundet om at finde en afløser.«

Journalisten kunne ikke rigtig tro sine egne ører. Landstræneren gennem 20 år sagde op, da Kroatien med nederlaget til Argentina er ude af VM inden kvartfinalerne. Så Lino Cervar fik lige spørgsmålet en gang til: Kunne det virkelig passe, at han ikke ville være med til OL i Tokyo?

»Jeg træder af efter VM. Det er min endelige beslutning. Jeg skal ikke sove på det for at ændre min mening.«

Dermed er der altså choktilstand på det kroatiske landshold, inden Danmark møder kroaterne mandag aften i den sidste kamp i mellemrunden. Den tager Cervar med, men så er det altså også slut, slår han fast.

»Jeg vil helt sikkert støtte den nye træner, hvem end det er. Vær sød at finde ham, forbund, jeg skal erstattes,« lød det fra Lino Cervar.