Henrik Toft Hansen holder med... Sverige!

Den danske herrelandsholdsspiller er svensk gift med landsholdsspilleren Ulrika Toft Hansen, som tirsdag aften møder Danmark i kvartfinalen ved VM-slutrunden i håndbold.

Til det svenske medie Aftonbladet fortæller Ulrika Toft Hansen, at både hendes mand og søn Oliver 'holder 2.000 procent med Sverige.'

»Selv min svigerfar plejer at sidde med svensk landsholdstrøje derhjemme,« siger Ulrika Toft Hansen til avisen.

Henrik Toft Hansen, der har spillet 71 kampe for det danske herrelandshold, bliver næppe ked af det, hvis Danmark fortsætter det flotte spil ved VM-slutrunden og vapper svenskerne ud af turneringen. Så skulle man kende ham dårligt. Man kan jo se positivt på det: Uanset resultat vil Henrik Toft Hansen have noget at juble over.

Det er nu alligevel en sjov lille krølle på fortællingen om det celebre håndboldpar, hvis søn Oliver har  dansk pas. Netop Oliver - og Henrik Toft Hansen - savner Ulrika Toft Hansen en hel del under slutrunden.

Familien Toft Hansen:

»Han (Oliver, red.) var lidt med i optakten, så det er kun en uge. Men jeg har aldrig været væk fra ham i så lang tid. Vi snakker på Facetime hver eneste dag, og jeg får videoer og så videre. Men han er langt væk nu. Jeg savner ham,« siger Ulrika Toft Hansen, der spiller i Danmark for Team Esbjerg, til Aftonbladet.

Tidligere har den danske landsholdsspiller Kristina 'Mulle' Kristiansen, der blev sendt hjem fra VM før ottendedelsfinalen mod Tyskland, været kærester med den svenske landsholdsspiller Nathalie Hagman. De to er ikke længere i et forhold, men mange kan nu stadig nok huske det famøse billede, da 'Mulle' trøstede sin tidligere kæreste.

Hvad angår tirsdagens gyserkamp, som du naturligvis kan følge LIVE på bt.dk, forudser landstræner Klavs Bruun Jørgensen en hård kamp mod svenskerne.