Det var som nat og dag.

Hans første halvleg var lige til at smide i skraldespanden. Anden halvleg stik modsat. 

For den danske landsholdsstjerne Simon Pytlick leverede mandag aften en fuldstændig vanvittig præstation i de sidste 30 minutter af Danmarks kamp mod Tyskland.

Bagspilleren skød tyskerne i sænk. Og det kunne han blandt andet takke landstræner Nikolaj Jacobsen for.

I pausen tog han nemlig fat i Pytlick og gav ham en lille opsang.

Det forklarede den danske landstræner til B.T. og resten af pressen efter opgøret:

Nikolaj Jacobsen under mandagens kamp.
Nikolaj Jacobsen under mandagens kamp. FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Ja, altså... vi snakker lige lidt om nogle forskellige ting. Jeg får lige forklaret, hvor det er, vi skal angribe henne. Og så var hovedet lidt mere med i anden halvleg.«

»Det var faktisk meget rart,« grinte Jacobsen.

Og han kunne herefter se, hvordan Simon Pytlick nærmest gik målamok i anden halvleg.

Landstrænerens ord havde i hvert fald hjulpet, erkendte bagspilleren, som altså fik travlt i pausen.

»Det handlede om at resette. Lige få trukket et skridt tilbage og gå situationerne igennem for at se, hvad der ikke fungerede,« lød det fra Pytlick.

Danmark endte med at vinde mandagens brag med 31-26, og dermed er Nikolaj Jacobsens mandskab klar til semifinalen.

Du kan læse B.T.s dom fra kampen LIGE HER.