Ikast fik en skrækkelig start på kampen mod bundholdet Sønderjyske og tabte opgøret efter en tæt afslutning.

Det var top mod bund, da Ikast Håndbold tirsdag aften var på besøg hos Sønderjyske i kvindernes håndboldliga.

Det var dog i starten af kampen ikke til at se, at Ikast ligger nummer to og Sønderjyske næstsidst i tabellen.

Topholdet kom sig aldrig oven på den dårlige start, og Sønderjyske vandt 32-30.

Sønderjyske kom nemlig fantastisk fra start, og Ikast var slet ikke kommet ud af omklædningsrummet. Allerede efter 13 minutters spil smed Ikast-træner Kasper Christensen timeoutkortet for anden gang.

Han kunne se sit mandskab lave et hav af fejlafleveringer og tekniske fejl nede med 9-16, hvor især en velspillende Louise Ellebæk bidrog med seks scoringer inden pausen.

Mod slutningen af første halvleg fik topholdet bedre fat, og Sønderjyske gik til pause med en snæver føring på 19-17.

I anden halvleg fik midtjyderne spist sig helt ind på Sønderjyske. Midt i halvlegen udlignede Ikast - ved landsholdsspilleren Simone Petersen - for første gang siden stillingen 1-1.

Selv om det bølgede mellem Sønderjyske-føring, uafgjort og Ikast-føring resten af anden halvleg, slog Sønderjyske hullet på to mål i kampens sidste minut og vandt.

Det er Ikasts andet nederlag i træk i ligaen. I sidste runde tabte holdet 28-29 til Silkeborg-Voel.

Tidligere på aftenen gjorde København Håndbold det, som Ikast ikke kunne.

København Håndbold levede op til favoritværdigheden og snuppede sejr nummer 14 i træk over Ajax København, da de to københavnerklubber tørnede sammen på tiårsdagen for tilblivelsen af København Håndbold.

Ajax kom ellers bedst fra start på hjemmebane, men en defensiv ændring til et 5-1-forsvar af København Håndbold gav syv scoringer til udeholdet i træk midt i første halvleg. Dermed vendte gæsterne 5-7 til 12-7 og gik til pause med en føring på 15-12.

I anden halvleg gik Ajax-spilleren Cecilie Specht målamok og bankede sin måltotal i kampen op på ti, men København Håndbolds føring blev aldrig mindre end to mål. København kørte dermed en sikker sejr på 29-23 hjem.

København holder med sejren snor i top-4 i toppen af Kvindeligaen og spiller sig op på 20 point. Det samme antal som Nykøbing F. Håndboldklub, som lørdag møder Silkeborg-Voel.

/ritzau/