Ikast Håndbold skal spille DM-semifinaler senere i maj.

Det er en kendsgerning efter midtjydernes sikre 31-23-sejr på udebane over Horsens-holdet HH Elite lørdag eftermiddag.

Den blev i høj grad grundlagt i første halvlegs sidste 13 minutter, hvor måltavlen gik fra 8-8 til pausestillingen 19-10.

Målvogter Amalie Milling rullede gardinerne ned og præsterede hele otte redninger i den gyldne periode, hvor hjemmeholdet også sendte et straffekast på stolpen og smed flere bolde væk.

Landsholdskollega Julie Scaglione var i hopla i den anden ende og sendte syv bolde i nettet fordelt bredt ud over de første 30 minutter, hvorefter anden halvleg var en mere jævn omgang.

Ikast har vundet alle sine fire kampe i slutspillets gruppe 2 og kan senere lørdag få selskab af Odense Håndbold i top-2 og dermed DM-semifinalerne. Slår fynboerne Viborg HK på udebane, er avancement fra gruppen afgjort.

Tilbage er i så fald kun at finde ud af, hvem der slutter et og to, og det bliver givetvis først afgjort, når Ikast næste lørdag gæster Odense i sidste spillerunde.

/ritzau/