En svensk sejr og så er det definitivt.

Inden Danmark møder Egypten mandag aften, spiller Norge og Sverige en altafgørende kamp.

En kamp, som også danske fans kan se på iført danske briller.

For hvis Sverige slår Norge, vil de danske håndboldherrer være sikret en plads i semifinalen - altså inden Danmark møder Egypten. Det står klart efter norsk sejr over Egypten søndag aften.

Anders Zachariassen jubler efter en scoring mod Ungarn.
Anders Zachariassen jubler efter en scoring mod Ungarn. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Danmark og Sverige indtager i øjeblikket en fælles førsteplads i mellemrunden med seks point.

Nærmeste forfølger er Skandinaviens tredje nation, Norge, med fire point.

Hvis Sverige vinder over Norge, vil vor naboer på den anden side af Øresundsbroen lægge sig i spidsen med otte point, mens Norge fortsat vil have fire point.

Og da Norge er dårligere indbyrdes end Danmark grundet den danske sejr over Norge på 30-26, kan nordmændene i så fald ikke nå at hente hverken Danmark eller Sverige med én kamp tilbage i mellemrunden. Derfor vil Danmark og Sverige være semifinaleklar.

Mikkel Hansen er Danmarks topscore med 42 mål efter seks kampe ved VM.
Mikkel Hansen er Danmarks topscore med 42 mål efter seks kampe ved VM. Foto: Claus Fisker
Vis mere

De øvrige hold i mellemrunden, Ungarn, Egypten og Tunesien, har udspillet deres roller og kan ikke længere nå en semifinale.

Dermed kan vi stå i en situation, hvor Danmark kan være semifinaleklar efter kun én kamp i mellemrunden. Noget, som Joachim Boldsen forudså og samtidig synes er ærgerligt for VM-slutrunden. Det har han tidligere fortalt i et interview til B.T. Sport.

»I princippet kan vi jo stå i en situation, hvor et hold er klar til semifinalen efter én kamp i mellemrunden, hvis tingene flasker sig. Så står holdet tilbage med to, i princippet, ligegyldige kampe. Det ærgrer mig,« lød det fra Joachim Boldsen.

Sverige og Norge spiller klokken 18, hvorefter Danmark og Egypten indtager Jyske Bank Boxen til kampstart klokken 20.30. Husk, du kan følge kampen her hos B.T.