'Hvor mange likes kan denne pokal få?'

Ja, sådan skrev håndboldspilleren Magnus Landin angiveligt på sin Facebook-side. Eller hvad?

Flere af de danske VM-stjerner bliver lige nu misbrugt på Facebook, og det kan ramme dig. Én eller flere bagmænd har oprettet falske Facebook-sider i verdensmestrenes navne og opfordrer dig og mig til at like og ikke mindst dele deres billeder.

Og det er et problem. På et tidspunkt kan man nemlig komme alvorligt digitalt til skade. For de populære profiler, som har flere end 100.000 følgere, vil på et tidspunkt udnytte ikke bare sportstjernerne, men også de følgere, de har fået, fortæller flere eksperter til B.T..

Lars K. Jensen er digital rådgiver med 10 års erfaring i mediebranchen. Han ser siderne som et problem.

»Det, svindlerne nogle gang gør, er at gå i samarbejde med en tredjepart, som driver hjemmesider, hvor de franarrer folk personlige oplysninger af den ene eller anden karakter. Tredjeparten betaler så Facebook-svindlerne for at få klik ind på deres hjemmeside,« siger Lars K. Jensen og fortæller, at svindlerne kan tjene mange penge på det.

Jensen fortæller, hvordan man spotter en falsk profil: For det første er de ikke verificerede af Facebook, for det andet står der ikke oplysninger om ejeren bag. Eksempelvis 'fan-side for Mikkel Hansen'. I de fleste tilfælde, B.T. har fundet, står der blot 'Sportsudøver'. For det tredje drejer opslagene sig kun om at dele og at like.

»Der, hvor den falder igennem, er, at Magnus Landin aldrig ville lægge et billede op med pokalen og skrive 'hvor mange likes kan den her pokal få?',« siger han og uddyber, at det særligt er ældre generationer, der falder i, når det kommer til at tro på falske sider.

Filip Wallberg, journalistisk lektor ved SDU og ekspert på sociale medier, fortæller, at man endnu ikke kan vide sig sikker på, hvad personerne bag profilerne prøver at få ud af at lave de falske sider. Vi kender endnu ikke hovedmanden bag sidernes motiv. Indtil videre har profilerne ikke lagt opslag op, hvor de prøver at sælge noget eller prøver at føre én videre til en anden hjemmeside.

Mens B.T. interviewede lektoren, blev flere af profilerne slettet af uvisse årsager.

Mikkel Hansens profil har næsten 80.000 følgere, og et af opslagene er delt næsten 6.000 gange, mens Magnus Landin har lige under 7.000 følgere. B.T. har været i kontakt med Mikkel Hansens manager, som fortæller, at de ikke står bag stjernens profil.

I et opslag, hvor den falske Hansen opfordrer folk til at komme og fejre holdet på Rådhuspladsen, tagger han desuden - og hold nu fast - Rasmus Lauge, Magnus Landin, Anders Zachariassen, Henrik Møllgaard, Morten Olsen, Henrik Toft, Niklas Landin, Jannick Green, Lasse Svan, Mads Mensah, Nikolaj Øris. Fælles for dem er, at de næsten alle tagger tilbage til Mikkel Hansens opslag.

Sådan ser ét af de falske opslag ud
Sådan ser ét af de falske opslag ud Foto: Screenshot / Facebook
Vis mere

Filip Walberg fortæller, at folkene bag kan lave profilerne for sjov eller være store fans, men de kan også have skabt dem med henblik på at tjene penge eller snyde folk, og det kan være svært for den almindelige bruger at kende forskel på falske og rigtige profiler.

Hvis formålet er at tjene penge eller på anden måde fuske, så gør man det kort fortalt på tre måder:

Man kan direkte sælge ting, lave reklame for andre virksomheder eller for få folk til at indgå i falske konkurrencer med henblik på at få informationer om dem, fortæller Wallberg.

»Det er ikke første gang, vi ser det her. Og det er helt naturligt, at der er nogle mennesker, der prøver at tappe ind i den popularitet, håndboldherrerne lige nu har,« siger han til B.T

Årsagen til, at Mikkel Hansen-siden opfordrer folk til at dele og like, er også meget klar. Jo mere man liker og deler en bestemt side, jo mere vil man som bruger se netop den side endnu mere, når du logger på Facebook.

»Lige nu er der ingen penge i det for den falske Mikkel Hansen. Men når den falske Mikkel Hansen har opnået en hvis popularitet på Facebook, kan han skrive om reelle eller falske produkter, som han vil sælge,« siger han.

Michael Sahl Hansen er direktør i Håndbold Spiller Foreningen, som varetager spillernes interesser. Han fortæller, at de tidligere har oplevet lignende sager, hvor der på de falske profiler i sidste ende er udbudt produkter.

Michael Sahl Hansen ser meget alvorligt på sagen og fortæller, at de plejer at indberette profilerne til enten Facebook eller spilleren selv for at få siderne fjernet. De har nemlig prøvet lignende før.

»Det er ikke okay,« siger han og tilføjer:

»Problemet er, at der er nogle, der prøver at slå plat på brandet. Både spillernes, men også håndboldforbundets, som har trøjen som brand. Der er en masse parter, der betaler for forskellige ting, så det er ikke alle, der skal kunne bruge det brand.«

Også hos Forbrugerrådet Tænk vækker siderne bekymring. Især hvis folkene bag begynder at sælge eller reklamere for ting, som set før, fortæller seniorjurist hos rådet Anette Høyrup.

»Der er ingen tvivl om, at det er en ulovlig forretningsmodel, fordi man skaber et falsk grundlag for at få de her likes, som man så senere udnytter kommercielt,« siger hun og fortæller, at man som forbruger skal være særligt kritisk, når der er store begivenheder, som it-kriminelle kan udnytte.

Det har ikke været muligt at få fat i folkene bag profilerne. Det samme gælder for Mikkel Hansen og Magnus Landin.