Landstræner Ulrik Wilbek forudser store udfordringer for KIF Kolding København i den kommende sæson på grund af spillernes alder.

Ifølge landstræner Ulrik Wilbek risikerer spillernes fremskredne alder at blive et stort problem for KIF Kolding København i den nye sæson, som den ambitiøse klub åbner på lørdag med en DM-revanche mod guldvinderne fra Aalborg Håndbold.

- Det er meget svært at sige, hvor stærke KIF er. Der er ingen tvivl om, at Torsten Laen er en kæmpe forstærkning, og han vil løfte deres kontraspil. Men så er der så mange andre ubekendte ting med det hold, som kan få stor betydning. Lad os se, hvordan det går med deres skader, siger Ulrik Wilbek og fortsætter:

- De har jo Kim Andersson ude i lang tid, og Lasse (Boesen, red.) har også haft problemer med sin skulder. Spillerne bliver jo også et år ældre og mere sårbare over for skader. Jeg synes, det gør, at de er meget, meget svære at blive kloge på. Det er meget erfarne spillere, der er på holdet, og hvis alle er klar hele tiden og kan træne, så har de da det bedste holdkort, men jeg tror bare ikke på, at spillerne vil være skadesfri og klar til at træne hele tiden, konstaterer landstræneren.

Men den køber KIF-keeper Kasper Hvidt ikke. Faktisk er han ved at være meget træt af at høre på, at alderen er en udfordring for ham, Joachim Boldsen, Lars Jørgensen og flere af de øvrige KIFere, som efterhånden er godt oppe i 30'erne.

- Det er kun i Danmark, man går op i alder. Alle andre steder går man op i præstationer. Jeg tror, det er fordi, man herhjemme har et gammeldags forhold til det at være sportsmand. Man er ikke vant til at have spillere, der er så dedikeret professionelle. Man har måske mere haft en tilgang til det som en slags professionel hobby, siger 37-årige Kasper Hvidt og fortsætter:

- Vi har været for gamle i folks øjne, lige siden vi startede i AGK for godt tre år siden. Det har irriteret mig lidt, og det er da lige før, det grænser til voksenmobning. Jeg forstår ikke, hvorfor visse personer har haft så travlt med at koncentrere sig om vores alder, når vi år efter år har leveret præstationer på højeste niveau. De sidste to år er jeg for eksempel blevet kåret til årets målmand i ligaen af mine kolleger. Det tyder da ikke på, at der er nogle problemer med alderen, fastslår Kasper Hvidt.

- Os fuldtidsprofessionelle spillere, som kom til udlandet tidligt, vi har bare en anden tilgang til tingene. Vi har lært at betragte det som et erhverv, der skulle give os smør på brødet, og vi har lært at passe på os selv og være meget seriøse i en ung alder, og det gør bare, at man kan holde meget længere, siger Hvidt.

Målmanden peger på, at de specifikke skader, som haglede ned over KIF i afslutningen af sidste sæson og svækkede dem voldsomt til de afgørende kampe, ikke hænger sammen med spillernes alder, og derfor er det for simpelt at lave den kobling.

Faktisk mener den tidligere danske landsholdsmålmand, at det er en fordel for KIF, at truppen indeholder så mange ældre spillere.

- Jeg er helt tryg ved det hold, vi har i KIF Kolding København, og jeg ved, at mine holdkammerater er super professionelle. Hvis jeg havde frit valg på alle hylder i ligaen, ville jeg ikke vælge andre end dem. Uanset deres alder, siger Kasper Hvidt, som er optimistisk før sæsonstart.

- Vi går ind til den her sæson for at vinde hver eneste kamp - og for at vinde guld i den sidste ende. Men om vi er favoritter til guldet, det ved jeg ikke. Der er mange tilfældigheder, der kan afgøre det i de sidste kampe. Men jeg synes, vi er blevet forstærket, og det ser rigtig spændende ud.