Den tidligere landsholdsstjerne Kasper Hvidt er snart tilbage på skærmen igen. 

I november optræder han nemlig for første gang som håndboldekspert hos TV 2, hvor han skal dække de succesfulde danske håndboldherrer. 

Her overtager han tøjlerne fra den mangeårige ekspert Bent Nyegaard, der dækkede landsholdet for sidste gang under OL-guldtogtet i Paris. 

Hvidt glæder sig til at overtage fra Nyegaard, som han har haft utallige af debatter med i sin tid som håndboldstjerne. 

Kasper Hvidt vandt EM-guld med Danmark i 2008, som han repræsenterede i 14 år. 
Kasper Hvidt vandt EM-guld med Danmark i 2008, som han repræsenterede i 14 år.  Attila Kisbenedek/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg har haft mange interessante samtaler med Bent omkring håndbold. Hvorfor er der præstationer, hvor Bent syntes, de ikke var gode, men hvor jeg syntes, de var vanvittigt gode? Det er jo nuancerne. Og det er det interessante, når forskellige mennesker vurderer den samme situation.«

»De snakke har været enormt berigende for mig, og jeg håber også for Bent. Så jeg er stolt over at være den næste. Bent skal være utroligt stolt over de 18 år, hvor han har formidlet alle de fede detaljer, han har gjort,« siger han til B.T. 

Kasper Hvidt har efter sin over 20 år lange karriere arbejdet som sportsdirektør for e-sportsholdet Astralis og senest som rådgiver i firmaet Voluntas. 

Det job fortsætter han med sideløbende med ekspertjansen, som han vil gribe an på sin helt egen måde. 

Kasper Hvidt var også en del af den store AG København-satsning, der gik konkurs efter to sæsoner. Han sluttede karrieren i KIF Kolding København og nåede at spille for et utal af spanske klubber heriblandt Barcelona. 
Kasper Hvidt var også en del af den store AG København-satsning, der gik konkurs efter to sæsoner. Han sluttede karrieren i KIF Kolding København og nåede at spille for et utal af spanske klubber heriblandt Barcelona.  Sportxpress/Ritzau Scanpix

»Håndbold har været hele mit liv, og det er det langt henad vejen stadigvæk. Jeg vil gerne bidrage til at formidle håndboldens skønhed,« siger han. 

For ham handler det mere om aktionerne på banen. Holdninger om spillerne i mindre grad. 

»Jeg mener ikke noget om nogen spillere. Jeg ønsker at formidle det, jeg ser på håndboldbanen. Det er ikke om spillerne, det handler om aktionerne. Det interessante er valget, der skal træffes på et splitsekund fra et menneske. Det skal kobles sammen med et andet menneske - altså modstanderen.«

»Mange ser en dårlig aktion som en fejl, men jeg synes sådan set ikke, at spillere laver specielt mange fejl. Jo, måske hvis du skyder forbi et tomt mål. Men hvad er det, der gør, at en spiller i en situation træffer et givent valg? Den formidling er interessant. Og så handler det ikke om, at spilleren hedder Hans eller Peter.«

Hvidt med Ulrik Wilbek efter EM-guldet i 2008. 
Hvidt med Ulrik Wilbek efter EM-guldet i 2008.  Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kasper Hvidt tager da også sin nye rolle som ekspert alvorligt. For dertil hører der et vist ansvar, der også hviler på skuldrene af alle andre aktører i sporten, hele Danmark følger med i, når der er slutrunder. 

»Jeg tror, at vi skal oppe os for at passe på sporten. Det gælder alle, der enten spiller eller formidler håndbold.«

»Vi er i en utrolig hård konkurrence med mange dygtige folk, der repræsenterer andre sportsgrene. Fodbold eksempelvis, som TV 2 lige har betalt ti gange så meget for som for håndboldrettighederne.«

»Hvis TV 2 pludselig ikke viser håndbold eller gør det på en mindre skala, bliver det meget, meget sværere for dig eksempelvis at få det her produkt op at køre på samme måde, som vi ser i dag,« lyder det fra Hvidt. 

Hvidts første opgave bliver 6. november, når OL-guldvinderne møder Norge i Jyske Bank Boxen i Herning i træningsturneringen EHF Euro Cup.