Skjern kom godt i gang med gruppespillet i Champions League med en storsejr hjemme over Dinamo Bucuresti.

Skjern. Skjerns håndboldherrer spillede for hurtigt i det meste af opgøret, og derfor kunne Dinamo Bucuresti intet stille op i Skjern Bank Arena.

Skjern indledte dermed Champions League med at slå rumænerne med hele 39-28 i gruppe C, og man tillod endda at spare Kasper Søndergaard og Emil Nielsen i hele opgøret, mens Anders Eggert kun deltog kortvarigt i sejren.

Skjern spiller i en af de to Champions League-grupper, hvor de to bedst placerede hold går videre.

Anders Eggert kom ellers godt i gang, da han udlignede til 1-1 på et straffekast og bragte Skjern foran 3-2 efter et kontraløb.

Rumænerne mødte op med stor fysisk styrke, mens Skjern lurede på de hurtige kontrascoringer.

Eggert øgede til 6-4 på endnu et straffekast, og herefter sad stjernen ude i omkring 40 minutter og sparede kræfterne.

Bucuresti havde det vanskeligt mod Markus Olssons afslutninger i indledningen, mens Skjerns hurtige kontraløb også voldte problemer.

12-7 lød føringen til Skjern efter det første kvarter, og mens rumænerne søgte de fysiske nærkampe, så svarede Skjern igen med hurtigere fødder og højt tempo og var foran 16-8 efter 20 minutter.

Så fulgte en fase, hvor Skjern misbrugte et par chancer i overtal fra fløjene, men Bucuresti formåede ikke for alvor at lægge et solidt pres, og Skjern gik til pause foran 19-11.

Billedet fortsatte efter pausen, og Skjern bragte sig foran 24-15 efter fem minutter ved Bjarke Christensen.

Det var svært at være Bucuresti-spiller i Skjern Bank Arena denne søndag, og de fysisk orienterede rumænere måtte se de hurtige Skjern-spillere bringe sig foran med 12 mål ni minutter inde i anden halvleg.

Der begyndte så småt at være to hold på banen med et kvarter igen, da Bucuresti hentede tre mål, men igen scorede Skjern efter et kontraløb til 31-21.

Med ti minutter igen havde Skjern holdt en scoringspause på fire minutter, og rumænerne reducerede igen til 24-32.

Jesper Konradsson brød scoringspausen og bragte Skjern foran 33-24 med otte minutter igen.

Anders Eggert kiggede kortvarigt forbi igen, da han løb ind og tog et straffekast og bragte Skjern foran 37-26, og herefter var det blot at køre sejren hjem.

/ritzau/