Louise Svalastog har spillet sin sidste håndboldkamp.

Det oplyser hendes klub, København Håndbold. i en pressemeddelse. Stregspiller fik i den årets anden DM-semifinale mod Viborg et vrid i knæet. Scanninger har nu vist, at både korsbånd og menisk er beskadiget, og i en alder af 35 år, er det ikke en skade, hun orker at kæmpe sig tilbage fra:

»Det er et sørgmodigt farvel til mine 32 år som håndboldspiller. Og det havde det været, uanset om det var med en skade eller ej, men jeg er ked af at stoppe på den her måde,« siger Louise Svalastog, der derfor heller ikke var med, da København Håndbold lørdag vandt første kamp i DM-finalen over Odense.

Hun har gennem sin lange karriere været hårdt plaget af skader, og så sent som i 2017 sad hun ude i otte måneder med en hjernerystelse.

»Det har været så vigtigt for mig at komme tilbage efter den hovedskade og overvinde den frygt. Håndbold er så stor en del af mig, og jeg følte det faktisk som helbredende at være på banen. Jeg er lykkelig for, at jeg kom tilbage, for det har været med til at få mig tilbage til et godt liv og gøre mig til Louise igen,« siger hun.

Louise Svalastog nåede i alt at spille 75 landskampe for A-landsholdet, og har som spiller blandt andet vundet en DM-titel, fire DM-sølvmedaljer, tre DM-bronzemedaljer samt en guldmedalje ved ungdoms-OL i 1999.