De danske håndboldkvinder er samlet igen for første gang efter VM på hjemmebane, hvor det blev til bronzemedaljer og en OL-plads. 

Truppen er næsten identisk med de VM-udvalgte, men én spiller mangler. Det er landsholdskometen Julie Scaglione, der blev alvorligt skadet i januar. 

Her rev hun sit korsbånd over i en ligakamp mod Skanderborg. Og dét er ikke noget, man bare lige glemmer som holdkammerat, fortæller Ikast-stjernen Simone Petersen til B.T. 

»Det er aldrig sjovt at se ens holdkammerat ligge og tage sig til knæet. Det er meget skræmmende og ubehageligt. Især skriget. Det er det værste, man lægger øre til.« 

»Hun er heldigvis kommet på den anden side af operationen nu, og så er der kun en vej fremad,« siger hun om Scagliones genoptræning, der venter forude. 

Landstræner Jesper Jensen har efterhånden set en del alvorlige skader i sin tid som kvindetræner, og han ved, der venter et hårdt forløb nu. 

»Det er altid hårdt, men det er så meget hårdere at være i hallen, når det sker. Derfor gør det stadig mega ondt at se.« 

»Man kender dem lidt bedre, når man har haft dem tæt på til en slutrunde. Jeg har desværre set nok til, at jeg ved, hvor hårdt det er dét, man skal igennem. Det er barskt, men desværre en del af det,« fortæller han. 

Danmark møder Polen i to vigtige EM-kvalifikationskampe. Første kamp er i Polen onsdag, mens returopgøret er i Danmark lørdag.