Den spektakulære afsløring af den berømte dressurrytter og hestemilliardær Andreas Helgstrand var ved at gå galt.

Journalist Rebekka Klubien arbejdede under dække i en måned for at få optaget de afgørende billeder, som kunne ses i TV 2-dokumentaren 'Operation X - Hestemilliardærens Hemmeligheder', hvor Helgstrand Dressage bliver afsløret i rigtig dårlig behandling af hestene.

Manden i skudlinjen, Andreas Helgstrand, var undervejs ved at få mistanke om, at hun var i gang med at optage deres samtale, da hun konfronterede ham med de kritisable forhold, som hun havde set.

»Optager du det her, vi står og snakker om? Må jeg se din lomme? Jeg bliver sgu lidt nervøs, for jeg har ikke lyst til at komme i medierne på et eller andet. Må jeg se din telefon?,« lød det i dokumentaren - og det var lige så nervepirrende, som det lyder, fortæller hun til fagmediet Journalisten.

Helgstrand har hentet mange medaljer til Danmark - her en OL-bronze.
Helgstrand har hentet mange medaljer til Danmark - her en OL-bronze. Foto: David Hecker/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Mit hjerte sad helt oppe i halsen, da jeg kom ud og ringede til min redaktør for at fortælle, at nu havde jeg fået ham i tale. Jeg kunne mærke adrenalinen pumpe i kroppen, og jeg var overrasket over, at han bekræftede, at han godt vidste, at nogle af de her ting foregik,« fortæller Rebekka Klubien.

Andreas Helgstrand har efter udgivelsen medgivet, at der optagelserne ikke så godt ud.

»Vi anerkender, at optagelserne fra TV 2 viser dårlig ridning og behandling af nogle af vores heste, og det skal vi rette op på,« forklarede han, skriftligt, til TV 2.

Dank Rideforbund fik dele af optagelserne at se, før dokumentaren kom ud, men udelukkede ham ikke, før de så det endelige resultat af journalisternes arbejde. Læs deres begrundelse her.

Onsdag aften ruller andet afsnit ud på tv, men det er allerede tilgængeligt via streaming.