Håndboldstjernen Estavana Polman fik comeback for Team Esbjerg, knap otte måneder efter at hun pådrog sig et overrevet korsbånd i højre knæ under en træning.

Hollænderen, der ellers blev meldt ude for hele sæsonen af klubben, kom på banen med kvarter igen af vestjydernes udebanesejr på 37-22 over Silkeborg-Voel.

Det var holdenes første kamp i slutspillet, hvor Esbjerg på grund af sin førsteplads i grundspillet begyndte med to point. De forsvarende mestre har nu fire af slagsen, mens Silkeborg-Voel fortsat er pointløs.

Esbjergs sejr var der ikke den store tvivl om.

Midtvejs i første halvleg var vestjyderne foran med fire mål, og efter en stribe fejl fra hjemmeholdet lød pauseføringen på hele syv scoringer.

Derfor var der også plads til, at Esbjerg-træner Jesper Jensen efter 45 minutter kunne sætte Estavana Polman på banen uden frygt for, at det ville påvirke udfaldet.

Polman er formentlig et godt stykke fra sit absolutte topniveau, men hun brugte kun få sekunder på at markere sig onsdag aften.

Hun scorede til 26-16 og nåede i alt op på fire mål på fem forsøg.

Polman kan glæde sig over, at hun får godt med tid til at finde topformen. Intet tyder på, at Esbjerg har tænkt sig at gå på sommerferie efter det igangværende gruppespil.

De to øvrige hold i gruppen, København og Herning-Ikast, mødtes senere onsdag aften.

København spillede en god første halvleg og gik til pausen med en føring på 14-9, men i anden halvleg faldt holdet fuldstændig fra hinanden.

Midtjyderne var ti mål bedre efter pausen og tog fra hovedstaden med en sejr på 30-25. Herning-Ikast ligger på andenpladsen med tre point, mens København har sit første slutspilspoint til gode.

/ritzau/