Holland ydmygede Puerto Rico, da verdensmestrene fredag spillede åbningskamp ved VM i kvindehåndbold.

Hollands verdensmestre kom planmæssigt og overlegent fra start, da de fredag aften mødte miniputnationen Puerto Rico ved VM i kvindehåndbold.

Puerto Rico var uden den mindste chance og blev ydmyget mod Holland, som tromlede de sagesløse modstandere og vandt 55-15.

Team Esbjergs helt store profil Estavana Polman fik comeback på en håndboldbane, efter at hun i flere måneder har siddet ude med en skade.

Det var tydeligt, at den hollandske spilfordeler skulle banke rust af. Men hun gjorde det alligevel udmærket i de få momenter, hun var i spil mod de magtesløse puertoricanere.

I samme gruppe vandt Sverige senere på aftenen med 46-15 over Usbekistan.

Hollænderne er på jagt efter et forsvar af den VM-titel, som de hentede i Japan i 2019, hvor de slog Spanien med 30-29 i en tæt finale.

Første skridt er nu taget, og der var ikke meget slinger i valsen.

Puerto Rico bragte sig i front på et straffekast i andet minut, men derefter satte Holland sig voldsomt tungt på opgøret.

Storfavoritterne scorede efter behag, og efter ti minutter var de foran med 7-1, inden Puerto Rico igen scorede på straffekast.

Straffekast var faktisk det eneste, der kunne få det hollandske net til at blafre i kampens indledning. Puerto Rico udnyttede et straffekast igen efter et kvarter til stillingen 11-3. Først efter 22 minutter scorede puertoricanerne i åbent spil.

Holland gik til pause med en føring på 23-6.

Nedslagtningen fortsatte efter pausen, hvor Holland godt nok sparede nogle af de helt store profiler.

Ikke desto mindre blev føringen ved med at vokse. Puerto Rico sendte flere kugler i kassen end før pausen, men Holland var i spillehumør og holdt tempoet højt.

Med omtrent fem minutter igen rundede hollænderne 50 scoringer, hvilket mildest talt forekommer sjældent i tophåndbold.

Frankrig kom også planmæssigt fra start i gruppe A med en sejr på 30-20 over Angola. Her vandt Slovenien senere på aftenen med 38-18 over Montenegro.

I gruppe C slog Rumænien VM-debutanterne fra Iran med 39-11, inden VM-favoritterne fra Norge bankede Kasakhstan med 46-18.

Rusland nedlagde Cameroun med 40-18, og Serbien slog Polen med 25-21 i gruppe B.

/ritzau/