På grund af hjertemuskelbetændelse er venstrebacken Malthe Hejsel ude i et halvt år for Fredericia.

Fredericia HK må se bort fra venstrebacken Malthe Hejsel i de kommende seks måneder.

Efter lørdagens kamp mod GOG fik Hejsel det dårligt, og efter en række undersøgelser står det klart, at Hejsel har fået hjertemuskelbetændelse (myokarditis) og derfor ikke kan spille håndbold det næste halve år.

Det oplyser Fredericia på sin hjemmeside.

- Det er en vanskelig situation at undvære en profil som Malthe - særligt i en periode, hvor vi i forvejen er udfordret af skader i truppen. Men når sygdom er inde i billedet, er håndbolden ikke det vigtigste.

- Vi er glade for, at udsigterne er gode for, at Malthe kan vende tilbage på fuld styrke og uden mén, siger direktør Thomas Renneberg-Larsen.

Han understreger, at klubben vil støtte Hejsel bedst muligt i forløbet.

- Vi stiller vores sundhedsstab til rådighed og vil være i tæt dialog med Malthe for at sikre en god og sikker tilbagevenden til håndboldbanen.

- Malthe har det godt efter omstændighederne og glæder sig til at komme tilbage og heppe på holdet fra sidelinjen.

Klubben kigger allerede på mulighederne for at tilknytte en ekstra spiller.

- Det er ikke nogen nem opgave midt i sæsonen, men vi vil undersøge de muligheder, der måtte være, siger direktøren.

Fredericia har fået en lunken sæsonstart med tre nederlag i de første fem ligakampe. Senere i oktober tager holdet desuden hul på European League.

/ritzau/